Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
opmuntrede de lavere klasser til at gå endnu videre, og nogle af hans fjender lagde råd op om
at tage hans liv, når han forlod mødelokalet. Men i folkemængden var der hellige engle. En
af dem tog i menneskelig skikkelse Herrens tjeners arm og førte ham sikkert bort fra den
rasende pøbel. Hans gerning var endnu ikke fuldendt, og Satan og hans udsendinge måtte se
deres forehavende mislykkes. {MBF 270.3}
Trods al modstand voksede interessen for adventbevægelsen stadig. Fra nogle snese og
hundreder var forsamlingerne vokset til mange tusind. De forskellige menigheder havde haft
stor tilgang; men efter en tids forløb rettedes modstanden også mod disse nyomvendte, og og
man begyndte at tage disciplinære skridt mod dem, der havde antaget Millers synspunkter.
Dette kaldte et svar frem fra hans pen i en henvendelse til alle kristne uanset trosretning, hvori
han bad dem vise ham ud fra Skriften, hvori hans læresætninger var falske. {MBF 270.4}
„Hvad er der i vor tro,“ sagde han, „som Guds ord ikke har befalet os at tro, det ord, I selv
indrømmer, er den eneste sande rettesnor for vor tro og vore gerninger? Hvad har vi gjort, der
nedkalder så voldsomme anklager og fordømmelser mod os fra prædikestol og presse, og som
giver jer en gyldig grund til at udelukke os (adventtroende) fra jeres menigheder og
fællesskab?“ „Hvis vi tager fejl, så beder vi jer vise os, hvori vor fejl består. Vis os ud fra
Guds ord, at vi tager fejl. Vi er blevet latterliggjort nok, det kan aldrig overbevise os om, at
vi har uret. Kun Guds ord kan ændre vort syn. Vi har draget vore slutninger med roligt overlæg
og under bøn ud fra Skriftens vidnesbyrd.“53 {MBF 271.1}
Til alle tider er de advarsler, Gud har sendt verden ved sine tjenere, blevet modtaget med
samme vantro og mistillid. Da menneskenes ugudelighed før syndfloden fik Gud til at sende
en vandflod over jorden, advarede han dem først om sin hensigt, for at de kunne få lejlighed
til at omvende sig fra deres ondskab. I hundrede og tyve år blev de stadig opfordret til at
omvende sig, så Guds vrede ikke skulle udløses og ødelægge dem. Men budskabet forekom
dem som tom snak, og de troede ikke på det. Opflammet af deres ondskab gjorde de nar af
Guds sendebud, lod hånt om hans indtrængende ord og beskyldte ham endog for formastelse.
Hvordan turde en enkelt mand gå imod alle verdens stormænd? Hvis Noas budskab var sandt,
hvorfor kunne hele verden så ikke se og forstå det? Én mands påstand mod alle verdens
stormænd? Én mands påstand mod tusinders visdom! De ville ikke regne med advarslen og
heller ikke søge ly i arken. {MBF 271.2}
Spottere pegede på naturforholdene, på årstidernes regelmæssige vekslen, på den blå
himmel, hvorfra der aldrig var faldet regn, de grønne marker, der blev vederkvæget af nattens
milde dug — og de råbte: „Taler han ikke i gåder?“ Foragteligt kaldte de retfærdighedens
forkynder for en vild fanatiker, og de fortsatte med større iver end nogen sinde med deres
fornøjelser og deres onde livsførelse. Men deres vantro forhindrede ikke den forudsagte
begivenhed. Gud bar længe over med deres ondskab og gav dem rigelig anledning til at
206