Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
„Med apostlenes og profeternes skrifter — nej!“ lød svaret. „Men med kirkefædrenes —
ja!“ „Jeg forstår — efter jeres opfattelse står lutheranerne inden for Skriften, og vi står
udenfor!“24 {MBF 167.5}
Nogle af de tyske fyrster blev vundet for reformationen. Selv kejseren erklærede, at de
protestantiske trosartikler var sandhed. Konfessionen blev oversat til mange sprog og udbredt
over hele Europa — og i de følgende generationer er den af millioner blevet godkendt som
udtryk for deres tro. Guds trofaste tjenere arbejdede ikke alene. Da „ondskabens åndemagter
i himmelrummet“ sluttede sig sammen imod dem, svigtede Herren ikke sit folk. Hvis deres
øjne var blevet åbnet, ville de have fået et lige så tydeligt bevis på, at englene var til stede,
som det, der i gamle dage blev skænket en profet. Da Elisas tjener så den fjendtlige hær, der
omgav dem, bad profeten: „Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se! …Og han så, at bjerget
var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“25På samme måde vogtede englene dem,
der arbejdede for reformationens store sag. {MBF 168.1}
Et af de principper, som Luther med den største fasthed håndhævede, var, at man aldrig
skulle tage sin tilflugt til verdslig magt for at støtte reformationen eller gribe til våben for at
forsvare den. Han frydede sig over, at evangeliet blev bekendt af rigets fyrster, men da de
foreslog at samles i en forsvarsliga, erklærede han, at evangeliets lære burde forsvares af Gud
alene. Jo mindre mennesker blandede sig i værket, jo mere tydeligt ville Guds indgriben til
gavn for det vise sig. Alle de politiske forsigtighedsregler, man foreslog, kunne i hans øjne
kun tilskrives uværdig frygt og syndig mistillid.26 {MBF 168.2}
Da mægtige fjender forenede sig for at kuldkaste den reformerte tro, og tusinder af sværd
syntes at skulle drages imod den, skrev Luther: „Satan opbyder hele sit raseri; ugudelige paver
lægger råd op, og man truer os med krig. Forman folket til tappert at kæmpe for Herrens trone
i tro og bøn, så vore fjender bliver overvundet af Guds ånd og tvinges til fred. Vort største
behov, vort vigtigste arbejde er bøn! Lad folket vide, at de er udsat for sværdets æg og Satans
raseri, og lad dem bede!“27 {MBF 168.3}
Da Luther senere talte om det forbund, de protestantiske fyrster over-vejede at danne,
erklærede han, at det eneste våben der skulle anvendes i denne kamp, var „Åndens sværd“.
Han skrev til kurfyrsten af Sachsen: „Vi kan for vor samvittigheds skyld ikke give vort bifald
til den foreslåede alliance. Jeg vil hellere dø ti gange, end at vort evangelium skal være årsag
til, at én eneste blodsdråbe bliver udgydt. Det tilkommer os at være som slagtefår. {MBF
168.4}
Kristi kors skal bæres. Eders Højhed kan være uden frygt. Vi skal udrette mere med vore
bønner end alle vore fjender med deres pralende ord. Lad blot ikke Eders hænder plettes af
Eders brødres blod. Hvis kejseren kræver, at vi skal udleveres til hans domstol, er vi rede til
at komme. I kan ikke forsvare vor tro; enhver af os må tro på eget ansvar og egen
risiko.“28 {MBF 169.1}
124