Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. For nu er deres vredes store
dag kommet, og hvem kan da bestå?“18 {MBF 518.2}
De spotske ord høres ikke mere. Løgnagtige læber bringes til tavshed. Våbenlarm og
krigstummel og „hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod,“19er bragt
til ophør. Der høres kun bøn, gråd og klage. Fra læber, der for så kort tid siden spottede, lyder
råbet: „Nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan bestå?“ De gudløse beder om at
blive begravet under klipperne for at slippe for at møde ham, som de har foragtet og
forkastet. {MBF 518.3}
De kender den stemme, som åbner de dødes ører. Hvor ofte har den ikke blidt og
sørgmodigt kaldt på dem! Hvor ofte har de ikke hørt den i en vens, en brors, en frelsers rørende
bønfaldelse! For dem, der har forkastet hans nåde, kan ingen stemme være så anklagende og
fordømmende som den, der så længe har bønfaldet: „Vend om, vend om fra jeres onde veje!
Hvorfor vil I dø?“20Ak, var det blot en fremmed stemme for dem! Jesus siger: „Fordi jeg
kaldte, og I afslog, fordi jeg løftede hånden og ingen ville lytte, fordi I lod hånt om alle mine
råd og ikke ville vide af min retledning.“21Den stemme vækker minder, de gerne ville
glemme — foragtede advarsler, afslåede indbydelser, forsmåede privilegier. {MBF 518.4}
Der står de, der spottede Jesus i hans ydmygelse. Med frygtelig klarhed mindes de den
lidende frelsers ord, da han blev taget i ed af ypperstepræsten og højtideligt erklærede:
„Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på
himlens skyer.“22Nu ser de ham i hans herlighed, og de skal komme til at se ham siddende
ved den Almægtiges højre hånd. {MBF 518.5}
De, der spottede ham, når han sagde, han var Guds søn, er nu stumme. Her står den
hovmodige Herodes, der drev spot med hans kongelige titel og lod sine rå soldater krone ham
til konge. Her står de selvsamme mænd, hvis pietetsløse hænder lagde purpurkappen om hans
skuldre, satte tornekronen på hans hellige pande og lagde røret, der skulle forestille et scepter,
i hans modstandsløse hånd, og som bøjede sig for ham med blasfemisk spot. De mænd, der
slog og spyttede på livets Fyrste, vender sig nu fra hans gennemborende blik og prøver på at
flygte fra hans nærværs overvældende herlighed. De, der drev naglerne gennem hans hænder
og fødder, og soldaten, der gennemborede hans side, betragter med rædsel og anger disse
mærker. {MBF 519.1}
Præster og rådsherrer erindrer med uhyggelig klarhed det, der skete på Golgata. Med gysen
og rædsel husker de, hvordan de rystede på hovedet og med djævelsk hån råbte: „Andre har
han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset,
så vil vi tro på ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af
ham.“23 {MBF 519.2}
395