Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Spørgsmålet: „Hvad er helligdommen?“ besvares tydeligt i Skriften. Betegnelsen
„Helligdom“, som bruges i Bibelen, refererer for det første til det tabernakel, Moses byggede
som et symbol på det himmelske, og for det andet til det sande tabernakel i himlen, som den
jordiske helligdom viste hen til. Ved Kristi død sluttede den symbolske tjeneste. Det sande
tabernakel i himlen er den nye pagts helligdom. Da de 2.300 dage udløb i 1844, havde der
ikke været nogen helligdom på jorden i mange århundreder. Derfor er det hævet over enhver
tvivl, at profetien: „2.300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen renses,“ sigter til
den himmelske helligdom. {MBF 335.3}
Men det vigtigste spørgsmål er endnu ikke besvaret. Hvad er helligdommens renselse? Det
fremgår af Det Gamle Testamente, at der foregik en renselsesceremoni i forbindelse med den
jordiske helligdom. Men kan der være noget, der skal renses i himlen? I Hebræerbrevets 9.
kapitel står der tydeligt, at både den jordiske og den himmelske helligdom skal renses. „Efter
loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der
udgydes blod. Det er altså nødvendigt, at efterligningerne af det, der er i himlene, renses på
denne måde, men de himmelske ting selv må renses ved bedre ofre end disse“20— nemlig
ved Kristi dyrebare blod. {MBF 335.4}
Både i den symbolske og i den virkelige tjeneste må renselsen foregå ved hjælp af blod —
i den første med blod af dyr og i den anden med Kristi blod. Hebræerbrevets forfatter siger,
at denne renselse skal foregå ved hjælp af blod, fordi der ikke opnås tilgivelse, uden at blod
bliver udgydt. Der skal tilvejebringes tilgivelse — eller synden skal fjernes. Men hvordan
kunne der findes synd i forbindelse med helligdommen i himlen eller på jorden? Det får vi at
vide ved at betragte den symbolske tjeneste — for de præster, der forrettede tjenesten på
jorden, tjente en helligdom, der var „en efterligning og en skygge af den
himmelske.“21 {MBF 336.1}
Tjenesten i den jødiske helligdom bestod af to afdelinger; præsterne gjorde til daglig
tjeneste i det hellige, mens ypperstepræsten én gang om året udførte en særlig
forsoningstjeneste i det allerhelligste for at rense helligdommen. Dag for dag førte den
angrende synder sit offer hen til tabernaklets dør, lagde sin hånd på offerdyrets hoved,
bekendte sine synder og overførte dem billedligt fra sig selv til det uskyldige dyr. Derefter
blev dyret slagtet. Hebræerbrevets forfatter siger: „Der finder ingen tilgivelse sted, uden at
der udgydes blod.“ „For kødets liv er i blodet.“22Overtrædelse af Guds lov krævede
synderens liv. Blodet, der repræsenterede synderens forspildte liv, blev af præsten båret ind i
helligdommen og stænket foran det forhæng, bag hvilket arken, der indeholdt den lov, som
synderen havde overtrådt, befandt sig. Ved denne ceremoni blev synden billedligt overført til
helligdommen ved hjælp af blodet. I nogle tilfælde blev blodet ikke bragt ind i det Hellige,
men kødet skulle da spises af præsten, sådan som Moses havde befalet Arons sønner, da han
sagde: „Det har han givet jer, for at I skal tage menighedens skyld bort.“23Begge disse
258