Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
kunst. Han bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede dem, at
kejseren ville være overordentlig tilfreds med dem. Men disse tro mænd anerkendte en
myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og svarede: „Vi vil adlyde kejseren i alt,
hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære.“11 {MBF 163.1}
Til sidst meddelte kongen dem i rigsdagens påhør, at ediktet var ved at blive affattet i form
af et kejserligt dekret, og at den eneste mulighed var at bøje sig for flertallet. Da han havde
sagt det, trak han sig tilbage uden at give reformationens tilhængere mulighed for at svare.
Det hjalp ikke, at man sendte en deputation til kongen for at trygle ham om at komme tilbage.
Hans eneste svar på deres indvendinger var: „Sagen er afgjort! Der mangler kun, at man
underkaster sig!“12 {MBF 163.2}
Det kejserlige parti var overbevist om, at de kristne fyrster ville holde sig til Den hellige
Skrift og betragte den som hævet over alle menneskelige læresætninger og krav. Og de vidste,
at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive væltet. Men
som tusinder af andre efter deres tid, der kun ser på „de synlige ting,“ smigrede de sig med,
at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag. Havde reformatorerne kun været
afhængige af menneskers hjælp, ville de have været netop så magtesløse, som katolikkerne
formodede. Men skønt de var få og i strid med Rom, havde de deres egen styrke. „De
indankede deres sag fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl V til kongernes
Konge og herrernes Herre.“13 {MBF 163.3}
Da Ferdinand havde nægtet at tage hensyn til deres overbevisning, besluttede fyrsterne
ikke at tage hensyn til hans fravær, men uden tøven at fremsætte deres protest for det nationale
råd. Der blev affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen. {MBF 163.4}
„Vi protesterer herved for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forsoner og frelser, som
engang skal være vor dommer — såvel som for alle mennesker — mod, at vi på egne eller
vort folks vegne på nogen som helst måde går ind for den foreslåede forordning på noget
punkt, der er i modstrid med Gud, hans hellige ord og med vor samvittighed og vore sjæles
frelse. {MBF 163.5}
Hvorledes! Skulle vi stadfæste denne forordning? Skulle vi hævde, at når den almægtige
Gud kalder et menneske til at kende sig, skulle dette menneske ikke modtage denne kundskab?
Der findes ingen anden pålidelig kundskab, end den, der stemmer overens med Guds ord.
Herren forbyder enhver anden lære. Den hellige Skrift bør udlægges anderledes tydeligt. I alt,
hvad en kristen behøver, er den hellige bog let forståelig og velegnet til at sprede mørket. Det
er vor beslutning ved Guds nåde at bevare den rene og uforfalskede forkyndelse af hans ord,
som det findes i Det Gamle og Det Nye Testamente — uden dertil at føje noget, som kan være
i modstrid med det. Dette ord er den eneste sandhed; det er den sikre rettesnor for al lære og
alt liv, og det kan aldrig svigte eller bedrage os. Den, der bygger på denne grundvold, skal
120