Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
allerede banet for Wicliffs fremtid som reformator. Under studiet af Guds ord havde lærde
mænd fundet den store sandhed om Guds uforskyldte nåde. I deres undervisning gjorde de
andre bekendt med denne sandhed og tilskyndede dem til at studere det levende ord. {MBF
66.3}
Da Wicliffs opmærksomhed var blevet henledt på Skriften, gav han sig til at studere den
med samme grundighed, som han havde viet sine øvrige studier. Han havde hidtil følt et stort
savn, som de skolastiske studier og kirkens lære ikke havde formået at stille. Nu fandt han i
Guds ord det, han hidtil forgæves havde søgt. Det var gennem Ordet, han lærte
frelsesplanen at kende og så Kristus skildret som menneskets eneste talsmand. Fra nu af trådte
han i Kristi tjeneste og besluttede at forkynde de sandheder, han havde fundet. {MBF 66.4}
I lighed med de senere reformatorer var Wicliff fra begyndelsen ikke klar over, hvad hans
gerning ville føre til. Det var ikke hans hensigt at gå imod romerkirken; men kærlighed til
sandhed kunne ikke andet end bringe ham i konflikt med usandhed. Jo klarere han erkendte
pavedømmets vildfarelser, desto mere indtrængende forkyndte han Bibelens lære. Han blev
klar over, at romerkirken havde ophøjet menneskelige traditioner på Guds ords bekostning.
Han anklagede frygtløst præsteskabet for at have forvist Skriften og krævede, at Bibelen atter
blev gjort tilgængelig for folket, og at kirken på ny anerkendte dens autoritet. Wicliff var en
dygtig lærer og en veltalende prædikant og praktiserede selv de sandheder, han forkyndte, i
sit daglige liv. Hans kendskab til Skriften, hans skarpe logik, hans rene vandel, hans
retskaffenhed og hans ukuelige mod bevirkede, at han nød almindelig agtelse og tillid. Mange
blev utilfredse med deres hidtidige tro, da de så de synder, som blev begået inden for
romerkirken. De lagde ikke skjul på deres glæde over de sandheder, som Wicliff fremholdt.
Men pavekirkens repræsentanter blev rasende, da de opdagede, at denne reformator var ved
at få en indflydelse, der var større end deres egen. {MBF 67.1}
Wicliff havde et skarpt øje for vildfarelser, og han gik frygtløst i krig med mange af de
misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere havde godkendt. Mens han var hofkapellan,
indtog han dristigt standpunkt mod, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste,
at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med
både fornuften og åbenbaringen. Pavens krav havde vakt megen harme, og Wicliffs teorier
bidrog til at påvirke indstillingen hos de ledende mænd i landet. Kongen og adelen var enige
om at afvise pavens krav på verdslig overhøjhed og nægtede at betale skatten. Derved blev
der rettet et stærkt slag mod pavens overherredømme i England. {MBF 67.2}
Et andet onde, som reformatoren førte en lang og beslutsom kamp imod, var
tiggermunkeordenerne. Der var et mylder af disse tiggermunke i England, og de var en
skamplet for rigets storhed og velstand. Erhverv, undervisning, moral, m.m., overalt
mærkedes den ødelæggende påvirkning. Munkelivet i lediggang og tiggeri tærede hårdt på
folkets midler og skabte foragt for nyttigt arbejde. Ungdommen blev demoraliseret og
45