Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
brød, og hvis en sky formørkede deres sind, hvilede de ikke, før den var fordrevet. Idet de
følte den tilgivende nåde, længtes de efter at se ham, som de elskede af hele deres
hjerte. {MBF 323.4}
Men endnu engang blev de skuffede. Frelseren kom ikke til den ventede tid. De havde set
frem til hans komme med fuldkommen tillid, og nu følte de som Maria, da hun fandt Jesu
grav tom og grædende udbrød: „De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt
ham.“14 {MBF 323.5}
En følelse af ærefrygt, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i nogen
tid holdt den vantro verden i skak. Selv efter at timen for genkomsten var overskredet,
forsvandt denne følelse ikke straks. Først turde man ikke hovere over dem, der var blevet
skuffet. Men da der ikke viste sig noget tegn på Guds vrede, forlod angsten dem, og de
begyndte at håne de troende. Mange, der havde bekendt sig til at tro på Herrens genkomst,
forkastede deres tro. Nogle, som havde været helt sikre i deres tro, blev så dybt såret i deres
stolthed, at de helst ville være sunket i jorden. Ligesom Jonas rettede de anklager imod Gud
og ville hellere dø end leve. De, der havde bygget på andres meninger i stedet for på Guds
ord, var nu parat til at skifte mening igen. Spotterne vandt de svage og kujonagtige over på
deres side, og de blev enige om, at nu var der hverken grund til at frygte eller håbe.
Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive uforandret i
tusinde år. {MBF 324.1}
De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og følt hans nærhed som
aldrig før. De havde troet, at de gav verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart at
blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de trukket sig en hel del tilbage
fra dem, der ikke havde taget imod budskabet. Med inderlig længsel havde de bedt: {MBF
324.2}
„Kom, Herre Jesus, kom snart!“ Men han var ikke kommet. Og nu var det en frygtelig
prøve for deres tro og tålmodighed at genoptage livets byrder og udholde verdens hån og
spot. {MBF 324.3}
Og dog var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene oplevede på Kristi tid. Da
Jesus holdt sit sejrrige indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville sætte sig på
Davids trone og befri Israel for dets undertrykkere. Fulde af håb og forventning kappedes de
om at ære deres Konge. Mange strøede palmegrene eller lagde deres klæder som et tæppe på
hans vej. Begejstret råbte de: „Hosianna, Davids søn!“ Da farisæerne vrede og foruroligede
over dette opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: „Hvis de tier, vil
stenene råbe.“15Profetien måtte opfyldes. Disciplene opfyldte Guds hensigt, og dog skulle de
lide en bitter skuffelse. Få dage senere måtte de se Frelseren lide en grufuld død og blive
begravet. Deres forventninger var ikke blevet virkeliggjort, og deres håb døde sammen med
249