Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
Nu blev han afbrudt i sin tale. Prælaterne dirrede af raseri og råbte: {MBF 91.3}<br />
„Hvorfor skal vi føre flere beviser? Vi ser med vore egne øjne den mest hårdnakkede af<br />
alle kættere!“ {MBF 91.4}<br />
Uanfægtet udbrød Hieronymus; „Hvad! Tror I, jeg frygter at dø? I har holdt mig<br />
indespærret i et afskyeligt fængsel, værre end selve døden, i et helt år. I har behandlet mig<br />
grusommere end en tyrk, en jøde eller en hedning, og mit kød er bogstavelig talt rådnet på<br />
mine ben i levende live. Men det sømmer sig ikke for en modig mand at beklage sig. Men jeg<br />
kan ikke undlade at udtrykke min forundring over, at man viser så stor en grusomhed mod et<br />
kristent menneske.“24 {MBF 91.5}<br />
Raseriet brød atter løs, og Hieronymus blev skyndsomst ført tilbage til fængslet. I<br />
forsamlingen var nogle blevet stærkt grebet af hans ord og ønskede at redde hans liv.<br />
Højtstående gejstlige besøgte ham og opfordrede ham til at bøje sig for kirkemødets vilje.<br />
Man stillede ham den mest strålende belønning i udsigt, hvis han ville standse sin kamp imod<br />
Rom. Men Hieronymus stod fast ligesom sin Mester, da denne fik tilbudt verdens<br />
herlighed. {MBF 91.6}<br />
„Overbevis mig med Den hellige Skrift, at jeg tager fejl,“ sagde han, „så vil jeg afsværge<br />
det.“ {MBF 92.1}<br />
„Skriften!“ udbrød en af dem, der fristede ham. „Skal alting da bedømmes ud fra den?<br />
Hvem kan forstå Skriften, før kirken har fortolket den?“ {MBF 92.2}<br />
„Er menneskers overleveringer mere troværdige end vor frelsers evangelium?“ svarede<br />
Hieronymus. „Paulus formanede ikke til at lytte til menneskenes overleveringer, men han<br />
sagde: ‘Ransag Skrifterne.’“ {MBF 92.3}<br />
„Kætter!“ lød svaret. „Jeg beklager, at jeg så længe har søgt at overtale dig. Jeg ser, at du<br />
er besat af Djævelen.“25 {MBF 92.4}<br />
Kort efter blev dødsdommen afsagt. Hieronymus blev ført til samme sted, hvor Huss havde<br />
givet sit liv. Han gik syngende derhen, og hans ansigt lyste af glæde og fred. Han fæstede<br />
blikket på Kristus og frygtede ikke længere døden. Da bødlen trådte hen bag ham for at tænde<br />
bålet, råbte han: „Kom frit frem. Tænd ilden i mit påsyn. Havde jeg været bange, ville jeg<br />
ikke have været her.“ Da flammerne slog op om ham, råbte han: „Almægtige Fader, forbarm<br />
dig over mig og tilgiv mine synder. Du ved, at jeg altid har elsket din sandhed.“26 {MBF<br />
92.5}<br />
Hans røst forstummede, men hans læber blev ved med at bevæge sig i bøn. Da ilden havde<br />
fuldført sit værk, blev hans aske samlet op og kastet i Rhinen, ligesom tilfældet havde været<br />
med Johan Huss. {MBF 92.6}<br />
65
Change language