Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
sig overbevist om, at en guddommelig kraft kom ham til hjælp, andre erklærede ligesom
farisæerne om Jesus: „Han er besat af Djævelen!“ {MBF 124.2}
Næste dag blev Luther tilsagt til at møde for rigsdagen. En kejserlig embedsmand skulle
føre ham til audienssalen, men det var kun med vanskelighed, at han nåede derhen. Hver
eneste gade var tætpakket med folk, der ønskede at se den munk, som havde vovet at sætte
sig op mod pavemagten. {MBF 124.3}
Lige før han skulle træde frem for sine dommere, sagde en hæderkronet gammel general
venligt til ham: „Stakkels munk, arme munk, du skal nu kæmpe for en ædlere sag, end jeg
nogen sinde har gjort i de blodigste kampe. Men hvis din sag er retfærdig, og du er overbevist
om det, så gå frem i Guds navn og frygt intet. Gud vil ikke svigte dig!“16 {MBF 124.4}
Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på sin trone omgivet af rigets mægtigste
mænd. Aldrig har noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling end den,
Martin Luther skulle forsvare sin tro over for. „Dette fremmøde var i sig selv et tegn på sejr
over pavedømmet. Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt samkvem med andre.
Alligevel var han i et høfligt sprog blevet indkaldt og modtaget af den mest
ærefrygtindgydende forsamling. Paven havde dømt ham til evig tavshed, og nu skulle han tale
til tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kaldt sammen fra de fjerneste dele af verden.
Han havde således udvirket en enestående omvæltning. Rom var allerede på vej ned af tronen,
og det var en almindelig munks stemme, som var årsag til denne ydmygelse.“17 {MBF 124.5}
I nærværelse af denne mægtige og fornemme forsamling virkede reformatoren, som var
født under beskedne kår, frygtsom og forlegen. Flere af fyrsterne, der havde bemærket hans
sindsbevægelse, gik hen til ham, og en af dem hviskede: „Frygt ikke dem, der dræber legemet,
men ikke kan dræbe sjælen.“ En anden sagde: „Når I bliver ført for landshøvdinger og konger
for min skyld, skal det ved jeres Faders ånd gives jer, hvad I skal sige.“ Verdens store mænd
brugte således Kristi ord for at styrke hans tjener i prøvelsens time. {MBF 125.1}
Luther blev ført hen foran kejserens trone. En dyb tavshed sænkede sig over den store
forsamling. Så rejste en kejserlig embedsmand sig, pegede på en samling af Luthers skrifter
og bad reformatoren besvare to spørgsmål — om han erkendte, at de var hans, og om han ville
tilbagekalde de meninger, han havde fremsat i dem. Da bøgernes titler var blevet oplæst,
svarede Luther, at med hensyn til det første spørgsmål erkendte han, at bøgerne var hans.
„Hvad angår det andet spørgsmål,“ fortsatte han, „hvor det drejer sig om tro og sjæles frelse,
og om Guds ord, den største og mest værdifulde skat i himlen og på jorden, ville jeg handle
ubesindigt, hvis jeg svarede uden nærmere overvejelse. Jeg kunne komme til at bekræfte
mindre, end omstændighederne kræver, eller mere end troen fordrer, og derved komme til at
synde mod Kristi ord: {MBF 125.2}
91