Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 21—En advarsel forkastet
William Miller og hans medarbejdere havde kun ét formål med deres forkyndelse af Kristi
genkomst. De ønskede at få mennesker til at vågne op og være forberedte på dommens dag.
De havde forsøgt at få dem, der kaldte sig kristne, til at få øjnene op for menighedens sande
håb og deres deres eget behov for en dybere indsigt i den kristne tro. De havde også arbejdet
på at få de uomvendte til at indse, at de straks burde angre deres synder og omvende sig. De
prøvede ikke på at oprette en sekt eller et religiøst parti. De arbejdede i alle menigheder og
sekter uden at blande sig i deres organisation eller lære. {MBF 301.1}
Miller sagde: „I hele min gerning har jeg aldrig ønsket eller tænkt på at oprette et nyt
trossamfund eller at lade et af de eksisterende nyde særlige fordele på bekostning af de andre.
Min hensigt var at gøre dem alle godt. Hvis alle kristne ville glæde sig til Kristi genkomst, og
hvis de, der ikke delte min opfattelse, alligevel ville elske dem, der tror på genkomsten, kan
jeg ikke indse, at det ville være nødvendigt at holde separate møder. Mit eneste formål var at
omvende sjæle til Gud, at underrette verden om den kommende dom, og at få mine
medmennesker til at forberede sig, så de kunne møde deres Gud i fred. Langt de fleste af dem,
der blev omvendt, sluttede sig til et af de allerede eksisterende trossamfund.“1 {MBF 301.2}
Da Millers arbejde syntes at styrke de forskellige menigheder, blev det i nogen tid betragtet
med velvilje. Men da de religiøse ledere tog afstand fra læren om genkomsten og ønskede at
undertrykke al forkyndelse af dette emne, nøjedes de ikke med at angribe den fra
prædikestolen, men forbød deres menigheds medlemmer at overvære prædikener om
genkomsten og at tale om deres håb ved menighedens møder. De troende kom derved i en
situation præget af stor prøvelse og rådvildhed. De elskede deres menigheder og ville meget
nødig skilles fra dem. Men da de så, at Guds ords vidnesbyrd blev undertrykt, og man nægtede
dem retten til at granske profetierne, følte de, at troskab mod Gud forbød dem at adlyde. De
kunne ikke betragte dem, der søgte at udelukke Guds ords vidnesbyrd, som Kristi menighed,
„sandhedens søjle og grundvold“. Derfor følte de sig berettigede til at forlade de menigheder,
de tidligere havde tilhørt. I sommeren 1844 meldte omtrent 50.000 sig ud af de forskellige
trossamfund. {MBF 302.1}
Omkring dette tidspunkt sås en markant forandring i de fleste trossamfund i USA. Der var
gennem mange år opstået en gradvis men støt stigende konformitet med verdslige sæder og
skikke og en tilsvarende svækkelse af det åndelige liv, men i 1844 blev der konstateret en
pludselig og markant tilbagegang i næsten alle landets menigheder. Skønt ingen kunne
forklare årsagen, blev selve kendsgerningen ivrigt diskuteret både i aviserne og af
gejstligheden. {MBF 302.2}
På et møde, der blev afholdt af presbyterforsamlingen i Philadelphia, udtalte pastor Barnes,
der havde udgivet en vidt udbredt bibelfortolkning og var præst ved en af byens største kirker,
at „han havde været præst i 20 år, og at han indtil sidste altergang aldrig havde uddelt nadveren
230