Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
at handle om den pågældende sag. Hvert ord fik lov at have sin egen tilknytning til tekstens
emne, og hvis hans opfattelse af det stemte overens med alle sideløbende skriftsteder, var der
ikke længere nogen vanskelighed. Hver gang han kom til et stykke, der var svært at forstå,
fandt han således forklaringen et andet sted i Skriften. Han studerede med oprigtig bøn om
Guds vejledning, og det, der før havde forekommet ham dunkelt og uforståeligt, blev gjort
klart for ham. Han erfarede sandheden i salmistens ord: „Dine ord giver lys, når de åbner sig,
og giver de uerfarne forstand.“2 {MBF 257.3}
Med stor interesse studerede han Daniels Bog og Åbenbaringen, idet han brugte samme
fremgangsmåde ved fortolkningen som ved Skriftens andre bøger, og han fandt til sin store
glæde, at de profetiske symboler var forståelige. Han så, at når profetierne var blevet opfyldt,
var det sket på en ganske bogstavelig måde. Han fandt, at alle de forskellige billeder, symboler
og lignelser osv. enten blev forklaret i deres umiddelbare sammenhæng, eller at de forskellige
udtryk var defineret andre steder, og at de efter sådanne forklaringer skulle forstås helt
bogstaveligt. „Jeg var således forvisset om,“ sagde han, „at Bibelen er et system af åbenbarede
sandheder, fremsat så klart og ligetil, at selv den simple vandringsmand ikke kan misforstå
dem.“3Led efter led af sandhedens kæde blev føjet til og belønnede hans anstrengelser,
efterhånden som han fandt de store linjer i profetierne. Himlens engle ledte hans tanker og
åbnede Skriften for ham. {MBF 258.1}
Ved at bruge den måde, hvorpå profetierne hidtil var gået i opfyldelse, som målestok for
bedømmelse af de profetier, der angik fremtiden, fandt han, at den almindelige opfattelse af
Kristi åndelige herredømme — som et tusindårsrige før verdens undergang — ikke kunne
bekræftes af Guds ord. Denne lære, der viste hen til tusinde års retfærdighed og fred før
Herrens personlige komme, skød Herrens dags rædsler langt ud i fremtiden. Hvor tiltalende
dette end måtte være, er det i strid med, hvad Kristus og hans apostle lærte os, at hveden og
klinten skulle vokse sammen indtil høsten — verdens ende, at „onde mennesker og bedragere
vil komme længere og længere ud i det onde,“ at „i de sidste dage skal der komme hårde
tider,“ og at mørkets rige skal vedvare indtil Herrens genkomst og skal fortæres med et
åndepust af hans mund og tilintetgøres ved hans synlige komme.4 {MBF 258.2}
Læren om verdens omvendelse og Kristi åndelige herredømme fandtes ikke i
apostelmenigheden. Den blev ikke almindeligt accepteret af kristne før omkring begyndelsen
af det attende århundrede. Og som enhver anden vildfarelse var dens følger onde. Denne lære
fik mennesker til at se langt ud i fremtiden efter Herrens komme og afholdt dem fra at være
opmærksomme på de tegn, der forkyndte hans genkomst. Den indgød dem en følelse af tillid
og sikkerhed, der ikke var velbegrundet, og fik mange til at negligere den forberedelse, der
var nødvendig for at kunne møde deres Herre. {MBF 258.3}
Miller fandt, at Kristi bogstavelige, personlige genkomst var klart angivet i Skriften. Paulus
siger: „For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder,
194