Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
„men jeg forkastede det. Hvor har jeg været forblindet! Jeg har byttet fred, lykke og ære med
ondskab, skændsel og fortvivlelse.“ Alle indser, at deres udelukkelse fra himlen er retfærdig.
Med deres livsførelse har de erklæret: „Vi vil ikke have denne Jesus til vor konge.“ {MBF
540.2}
Som fortryllede har de gudløse set Guds søn blive kronet. I hans hænder ser de tavlerne
med Guds lov, de bud, de havde foragtet og overtrådt. De overværer de frelstes undren, glæde
og tilbedelse, og idet lovsangens toner lyder ud over den utallige skare uden for byen,
udbryder de alle med én stemme: {MBF 540.3}
„Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er
dine veje, du folkenes konge.“6De kaster sig ned og tilbeder livets Fyrste. {MBF 540.4}
Satan synes lammet, idet han ser Kristi herlighed og majestæt. Han, der engang var en
skærmende kerub, husker, hvorfra han faldt. En lysende seraf, „en strålende morgenstjerne,“
ak, hvor forandret, hvor fornedret! Han er for evigt udelukket fra det råd, hvor han engang var
et højt æret medlem. Nu ser han en anden stå ved Faderens side og tilhylle hans herlighed.
Han har set en høj, majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv
kunne have indtaget denne engels ophøjede stilling. {MBF 540.5}
I erindringen genkalder han sig sin uskylds og renheds hjem, den fred og tilfredshed, han
nød godt af, indtil han begyndte at opponere mod og misunde Kristus. Hans beskyldninger,
hans oprør, hans bedrag for at vinde englenes sympati og støtte, hans stædige hårdnakkethed,
da han ikke ville forbedre sig, dengang Gud ville tilgive ham — alt ser han klart for sig. Han
ser sine gerninger blandt mennesker og følgerne af dem — menneskets fjendskab mod dets
medmennesker, den frygtelige ødelæggelse af liv, rigers opståen og fald, omstyrtning af
troner, den lange række af uroligheder, stridigheder og oprør. Han husker sine stadige forsøg
på at modarbejde Kristi gerning og få mennesker til at synke dybere og dybere. Han ser, at
hans djævelske intriger ikke har magtet at ødelægge dem, der har sat deres lid til Kristus. Idet
Satan ser på sit rige, frugten af sine anstrengelser, ser han kun nederlag og undergang. Han
har fået masserne til at tro, at Guds by ville være et let bytte, men han ved, at det ikke er sandt.
Efterhånden som den store strid skred fremad, har han gang på gang lidt nederlag og er blevet
tvunget til at trække sig tilbage. Han kender kun alt for godt den Eviges magt og
majestæt. {MBF 540.6}
Den store oprørers mål har altid været at retfærdiggøre sig og vise, at Gud er ansvarlig for
oprøret. Til dette formål har han opbragt al den styrke hans enorme begavelse kunne opvise.
Han har arbejdet velovervejet og systematisk og haft et enestående held med at få tusinder og
atter tusinder til at tro på sin forklaring på den store strid, der har raset så længe. I årtusinder
har denne sammensværgelsernes mester udgivet løgn for sandhed. Men nu er den time
kommet, da oprøret skal slås ned for evigt og Satans væsen afsløres. Ærkebedrageren er blevet
afsløret helt og fuldt i sin sidste, store anstrengelse for at sætte Kristus fra tronen, udrydde
412