Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 27—Vækkelser i nyere tid
Hvor som helst Guds ord er blevet trofast forkyndt, har det bragt resultater, der beviser dets
guddommelige oprindelse. Guds ånd ledsagede hans tjeneres budskab, og ordet havde kraft.
Synderes samvittighed vågnede. „Det sande lys, som oplyser ethvert menneske,“ oplyste
deres inderste, og det, som skjulte sig i mørket, kom for dagen. De blev grebet af en dyb
overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De havde set Jahves
retfærdighed og frygtede ved tanken om i deres urenhed og skyld at skulle stå frem for ham,
der ransager hjerterne. De råbte fortvivlet: „Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ Da
Golgatas kors og det uendeligt store offer for menneskenes synd blev åbenbaret, indså de, at
kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser og forsone dem med Gud. I tro og
ydmyghed satte de deres lid til Guds lam, som borttager verdens synd. Ved Jesu blod fik de
tilgivelse for de synder, som de tidligere havde begået. {MBF 371.1}
Disse mennesker bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et
nyt liv som nye skabninger i Kristus Jesus. De fulgte ikke længere deres tidligere lyster. Ved
troen på Guds søn fulgte de i hans fodspor, genspejlede hans karakter og rensede sig selv,
ligesom han er ren. Det, de før hadede, elskede de nu, og det, de før elskede, hadede de nu.
De hovmodige og selvbevidste blev ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og
beskedne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne ædruelige og de lastefulde rene af
hjertet. Der blev set bort fra verdens tomme modepåfund. De kristnes skønhed var ikke „i det
ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske,
med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds
øjne.“1 {MBF 371.2}
Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved højtidelige,
indtrængende opfordringer til synderen og dyb medfølelse med dem, der var købt ved Kristi
blod. Mænd og kvinder kæmpede i bøn med Gud for sjæles frelse. Frugten af sådanne
vækkelser var kristne, der ikke veg tilbage for selvfornægtelse, men glædede sig over, at de
blev agtet værdige til at lide for Kristi skyld. Andre så, hvorledes de, der bekendte Jesu navn,
blev forvandlede. Samfundet fik gavn af deres indflydelse. De samlede med Kristus og såede
i Ånden for at høste evigt liv. {MBF 372.1}
Om dem kunne det med rette siges: „I blev bedrøvede til omvendelse.“ „For bedrøvelse
efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens
forstand virker død. Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje — hvor stor beslutsomhed, ja
undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer!
På alle måder har I vist jer rene i denne sag.“2 {MBF 372.2}
Sådan er resultatet af Guds ånds gerning. Der er intet bevis for sand omvendelse, hvis den
ikke bevirker reform. Hvis en synder leverer det tilbage, han har fået i pant, afleverer det, han
har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være sikker
285