Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
uden at føre nogle ind i menigheden. Men nu er der ingen vækkelser, ingen omvendelser og
tilsyneladende ingen åndelig vækst hos bekendende kristne, og ingen opsøger ham for at tale
med ham om deres sjæls frelse. De lyse udsigter for handel og industri har gjort verdsligheden
større. Og sådan er det inden for alle trossamfund.“2 {MBF 302.3}
I februar 1844 sagde professor Finney, der var ansat ved Oberlin College: „Vi må erkende,
at de fleste protestantiske trossamfund i vort land enten var ligeglade eller direkte fjendske
over for alle tidens moralske reformer. Der er undtagelser, men de er så få, at det ikke rokker
ved den almindelige kendsgerning. Vi må også erkende, at menighederne næsten overalt
savner vækkelsens ånd. Dyb åndelig sløvhed præger så at sige alle trossamfund, og det
bekræftes af hele den religiøse presse. … Menighedernes medlemmer bliver i vid udstrækning
mere og mere verdslige, de omgås de gudløse i selskaber, på baller og ved festlige lejligheder.
… Vi behøver ikke at komme nærmere ind på dette sørgelige emne. Det må være nok at sige,
at det bliver mere og mere tydeligt, at de fleste trossamfund er ved at blive sørgeligt
degenereret. De er gået langt bort fra Herren, og han har trukket sig tilbage fra dem.“ {MBF
302.4}
Et indlæg i „The Religious Telescope“ erklærede: „Man har aldrig før været vidne til et
religiøst forfald som det nuværende. Kirken bør i sandhed vågne op og søge efter årsagerne
til denne sot — for enhver, som elsker Zion, må betragte det som en sot. Når vi tænker på,
hvor sjældent nogen bliver omvendt, og på, hvor næsten utroligt frække og forhærdede
synderne er, må vi uvilkårligt spørge: ‘Har Gud glemt at være nådig? Er nådens dør lukket?’“
En sådan tilstand findes aldrig, uden at der er en årsag i selve trossamfundet. Det åndelige
mørke, der sænker sig over lande, menigheder og enkeltpersoner, skyldes ikke, at Gud
vilkårligt lukker sin nådes kilder, men at mennesker ignorerer eller vrager det guddommelige
lys. Vi finder et slående eksempel på dette i beretningen om jødefolket på Jesu tid. Jøderne
elskede verden og havde glemt Gud og hans ord — derfor var deres fatteevne blevet svækket
og deres hjerte syndigt og sanseligt. Derfor vidste de intet om Messias’ komme, og i hovmod
og vantro forkastede de Frelseren. Selv da afskar Gud dem ikke fra at kende og få del i frelsens
goder. Men de, der forkastede sandheden, mistede ethvert ønske om at få del i himlens gave.
De havde „gjort lys til mørke og mørke til lys“, indtil det lys, der var i dem, blev til mørke —
og hvor stort var ikke dette mørke! {MBF 303.1}
Det passer Satan udmærket, når mennesker opretholder religionens ydre former, blot den
sande gudfrygtigheds ånd har forladt dem. Da jøderne havde forkastet evangeliet, fortsatte de
nidkært med at holde fast ved deres gamle ritualer og deres afvisende holdning over for andre
nationer, skønt de måtte indrømme for sig selv, at der ikke længere fandtes tegn på, at Gud
var iblandt dem. Daniels profeti viste med stor tydelighed hen til Messias’ komme og
forudsagde hans død så utvetydigt, at jøderne rådede hinanden fra at læse den, og til sidst
udtalte rabbinerne en forbandelse over alle, som forsøgte at beregne tiden. I blindhed og
forstokkethed har Israels folk i de efterfølgende århundreder været ligeglade med de nådige
231