Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Gudsfrygt, hed det sig, var langt fra kilden til visdom, tværtimod var den galskabs
begyndelse. Al religiøs tilbedelse med undtagelse af tilbedelsen af friheden og fædrelandet
blev forbudt. „Biskoppen af Paris spillede hovedrollen i den frækkeste og mest skandaløse
farce, som nogen sinde er blevet opført for en nationalforsamling. … Han blev sat til i fuld
procession at erklære over for konventet, at den religion, han havde forkyndt i mange år, i
enhver henseende var opfundet af præster og hverken havde rod i historien eller i hellig
sandhed. Han afsvor i højtidelige og klare udtryk eksistensen af den guddom, som han var
blevet viet til at tjene — og viede sig til for fremtiden at hylde frihed, lighed, dyd og moral.
Derefter lagde han tegnene på sin værdighed som biskop på bordet og blev broderligt
omfavnet af konventets formand. Adskillige frafaldne præster fulgte denne prælats
eksempel.“14 {MBF 221.3}
„Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for
disse to profeter havde været til plage for dem.“ Det vantro Frankrig havde bragt Guds to
irettesættende vidner til tavshed. Sandhedens ord lå dødt på Frankrigs gader, og de, der hadede
Guds lovs restriktioner, jublede. Mennesker trodsede åbenlyst himlens Konge. De råbte som
svundne tiders syndere: „Hvordan skulle Gud få det at vide? Mon den Højeste har
indsigt?“15 {MBF 221.4}
Med en næsten utrolig gudsbespottelig dristighed sagde en af den nye ordens præster:
„Gud, hævn dit krænkede navn, hvis du eksisterer! Jeg udfordrer dig! Du forbliver tavs; du
tør ikke slippe din torden løs. Hvem vil herefter tro på, at du er til?“16Disse ord lyder som et
ekko af Faraos: „Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde? … Jeg kender ikke Herren.“ {MBF
222.1}
„Tåberne siger ved sig selv: ‘Gud er ikke til!’“ Herren siger om dem, der fordrejer
sandheden: „Det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er.“17 {MBF 222.2}
Kort efter at Frankrig var holdt op med at tilbede den levende Gud, nedlod det sig til
vanærende afgudsdyrkelse ved at tilbede fornuftens gudinde i skikkelse af en ryggesløs
kvinde. Og dette foregik i nationalforsamlingen i overværelse af landets højeste myndigheder!
Historikeren fortæller: „En af denne sindssyge tids ceremonier er enestående med hensyn til
meningsløshed og ugudelighed. Døren til konventet blev åbnet for et orkester, og med dette i
spidsen gik byrådets medlemmer ind i højtidelig procession, mens de sang en hymne til
frihedens pris. De medbragte en tilsløret kvinde, som de fremtidig skulle tilbede. De kaldte
hende fornuftens gudinde. Da hun var kommet inden for skranken, blev hendes slør højtideligt
fjernet, og hun blev anbragt ved formandens højre side. De fleste genkendte hende som en
danserinde fra operaen. … Denne person var valgt som den bedste repræsentant for den
fornuft, de tilbad, og blev offentligt hyldet af Frankrigs nationalkonvent. {MBF 222.3}
165