Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 29—Det ondes oprindelse
For mange mennesker er syndens oprindelse og årsagen til det ondes eksistens en stor gåde.
De ser syndens værk og den frygtelige sorg og fortvivlelse, den forårsager — og de spørger,
hvordan dette kan findes under Guds overhøjhed, han, som er uendeligt vis, mægtig og kærlig.
Her er et mysterium, som de ikke kan finde nogen forklaring på. Og i deres uvished og tvivl
er de blinde for de sandheder, der tydeligt fremgår af Guds ord, og som er af afgørende
betydning for frelsen. I deres grublen over syndens eksistens er der nogle, som prøver at forske
i ting, som Gud aldrig har åbenbaret, og derfor finder de ingen løsning på deres problemer.
Og andre, der drives af en trang til tvivl og smålig kritik, griber dette som undskyldning for
at forkaste Guds ord. Atter andre har ingen virkelig forståelse af det store problem med det
onde, fordi tradition og fejlfortolkning har fordunklet Bibelens lære om Guds karakter, hans
styreform og de principper, ud fra hvilke han behandler synden. {MBF 395.1}
Det er umuligt at forklare syndens oprindelse med henblik på at give en grund til dens
eksistens. Imidlertid kan man komme til at forstå tilstrækkeligt vedrørende oprindelsen og
den endelige tilintetgørelse af synden, for fuldt du at kunne erkende Guds retfærdighed og
godhed i sin behandling af det onde. Intet siges mere tydeligt i Den hellige Skrift, end at Gud
på ingen måde var ansvarlig for, at synden opstod. Guds nåde blev ikke vilkårligt trukket
tilbage, og det var ikke en fejl i hans styreform, der var årsag til, at der blev oprør. Synden er
en ubuden gæst, og ingen kan forklare, hvorfor den kom. Den er mystisk og uforklarlig. At
undskylde den er det samme som at forsvare den. Hvis der kunne findes en undskyldning for
den eller en årsag til, at den eksisterer, ville den ophøre at være synd. Den eneste definition
på synd, vi har, findes i Bibelen. Den er „lovbrud“; den er resultatet af et princip, der er i krig
med den store kærlighedslov, som er grundlaget for det guddommelige styre. {MBF 395.2}
Før det onde opstod, var der fred og glæde i hele universet. Alt var i fuldstændig harmoni
med Skaberens vilje. Kærligheden til Gud var grænseløs, og alle elskede hinanden. Kristus,
Ordet, Guds enbårne søn var ét med den evige Fader — ét i natur, i karakter og i hensigt —
den eneste i hele universet, der forstod alle Guds tanker og hensigter. Ved Kristus skabte Gud
alle de himmelske væsener. „I ham blev alting skabt i himlene, … troner og herskere, magter
og myndigheder.“1Og hele himlen viste samme lydighed mod Kristus som mod
Faderen. {MBF 396.1}
Da kærlighedens lov er grundlaget for Guds styre, afhang alle skabte væseners lykke af, at
de var i fuld harmoni med retfærdighedens store principper. Gud ønsker, at alle hans
skabninger skal tjene ham af kærlighed — hylde ham ud fra en forstandig erkendelse af hans
karakter. Han ønsker ikke en tvungen lydighed og giver alle en fri vilje, så de kan tjene ham
frivilligt. {MBF 396.2}
Men der var én, som valgte at misbruge denne frihed. Synden begyndte hos ham, der næst
efter Kristus var blevet æret mest af Gud. Han var den mægtigste og mest ansete af himlens
304