Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
købe tilgivelse for penge, og om det ikke var mere rigtigt at søge den hos Gud end hos paven
(se noter). Mange følte sig ilde berørt af munkenes griskhed, der syntes umættelig. De sagde:
„Roms munke og præster fortærer os som kræft. Gud må befri os — ellers går folket til
grunde.“2For at dække over deres griskhed påstod tiggermunkene, at de fulgte Frelserens
eksempel, og de hævdede at Jesus og hans disciple også blev underholdt af folkets gaver.
Herved skadede de kun deres egen sag, for nu søgte folk til Bibelen for at finde ud af, hvad
der var sandhed — og det var romerkirken mindst af alt interesseret i. Menneskers
opmærksomhed blev henledt på sandhedens kilde, som pavekirken netop var opsat på at
skjule. {MBF 69.2}
Wicliff begyndte at skrive og udgive traktater imod tiggermunkene. Hans hensigt var ikke
så meget at komme i skænderi med dem, som at lede folkets opmærksomhed til Bibelen og
dens forfatter. Han hævdede, at paven ikke har mere magt til at forlade synder eller lukke
nogen ud af kirken end de almindelige præster — og at ingen for alvor er udelukket,
medmindre han pådrager sig Guds fordømmelse. Han kunne ikke have fundet en mere effektiv
metode til at omstyrte det åndelige og verdslige herredømmes kolossale bygningsværk, som
paven havde opført, og hvor millioner af menneskesjæle blev holdt i fangenskab. {MBF 69.3}
På ny fik Wicliff til opgave at forsvare den engelske krones rettigheder over for Roms
overgreb. Han blev udnævnt til kongelig gesandt og tilbragte to år i Nederlandene for at
forhandle med de pavelige gesandter. Her kom han i forbindelse med gejstlige fra Frankrig,
Italien og Spanien og fik lejlighed til at se bag kulisserne og skaffe sig oplysninger om mange
forhold, som han ikke havde haft kendskab til i England. Han lærte meget, som gjorde hans
senere arbejde mere effektivt. Mens han færdedes sammen med disse repræsentanter fra
pavehoffet, blev han klar over hierarkiets sande karakter og hensigter. Da han kom tilbage til
England, gentog han sine tidligere synspunkter mere åbenlyst og med større ildhu og
erklærede, at begærlighed, stolthed og bedrag var Roms guder. I en af de traktater, han skrev
om paven og hans pengeopkrævere, stod der: „De rejser ud af vort land med de penge, som
fattige mennesker skulle leve af. Hvert år drager de af sted med mange tusind mark af kongens
penge for sakramenter og åndelige ting, som er fordømt kætteri og simoni, og får hele
kristenheden til at bifalde og understøtte dette. Ja, visselig, hvis der var et helt bjerg af guld i
vort land, og der ikke var andre, der tog af det, end den stolte, verdslige præsts opkræver, ville
dette bjerg i tidens løb svinde ind, for han tager bestandig penge med sig ud af vort land og
sender intet andet end Guds forbandelse tilbage for dette simoni.“3(Simoni: handel med
gejstlige embeder). {MBF 69.4}
Kort efter at Wicliff var kommet tilbage til England, udnævnte kongen ham til præst i
Lutterworth. Dette viste, at kongen i det mindste ikke havde taget anstød af hans utvetydige
udtalelser. Wicliffs indflydelse satte sit præg på både hoffets handlinger og folkets tro. {MBF
70.1}
47