Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
deres valg af en kurs, som med sikkerhed i løbet af kort tid havde resulteret i en ødelæggelse
af deres sag. {MBF 161.4}
„Heldigvis så de, efter hvilket princip denne overenskomst var udformet, og de handlede i
tro. Og hvilket princip var det? Det var Roms ret til at tvinge samvittigheden og forbyde fri
oplysning. Men skulle da ikke både de selv og deres protestantiske undersåtter nyde religiøs
frihed? Jo, som en gunst, der var særligt betinget i denne ordning, men ikke som deres ret.
Hvad alt uden for overenskomsten angik, skulle det store myndighedsprincip gælde.
Samvittigheden skulle der ikke tages hensyn til. Roms ufejlbarlige dom skulle adlydes. Hvis
den foreslåede overenskomst var blevet godkendt, ville det have betydet, at religionsfriheden
havde været begrænset til det reformerte Sachsen. For hele den øvrige kristenhed skulle fri
oplysning og det, at bekende sig til den reformerte tro, være forbrydelser, der skulle bekæmpes
med fængsling og bål. Kunne de give deres samtykke til at begrænse religionsfriheden? Til at
bekendtgøre, at reformationen havde vundet sin sidste tilhænger? At den havde underlagt sig
det sidste stykke land? Og at hvor Rom i denne time herskede, skulle dets herredømme vare
for evigt? Kunne reformatorerne have hævdet, at de var uskyldige i de hundreders og tusinders
blod, der som følge af denne overenskomst ville komme til at ofre livet i de katolske lande?
Dette ville have været i den afgørende time at forråde evangeliets sag og kristenhedens
frihed!“7„Hellere ville de ofre alt, selv deres riger, deres kroner og deres liv.“8 {MBF 161.5}
„Lad os forkaste dette dekret,“ sagde fyrsterne. „Hvor det drejer sig om samvittigheden,
har flertallet ingen magt.“ De erklærede: „Det er dekretet fra 1526, vi kan takke for den fred,
riget nyder, og hvis det ophæves, vil splittelse og ulykke ramme Tyskland. Rigsdagen er ikke
kompetent til at gøre andet end at bevare religionsfriheden, indtil kirkemødet træder
sammen.“9Det er statens pligt at beskytte samvittighedsfriheden, og det er grænsen for dens
myndighed i religionsspørgsmål. Den verdslige regering, der prøver på at regulere eller
påtvinge overholdelse at religiøse ceremonier, prisgiver det princip, som de protestantiske
kristne har kæmpet så tappert for. {MBF 162.1}
Katolikkerne besluttede at undertrykke det, som de kaldte „forvoven stædighed“. Først
forsøgte de at skabe splittelse blandt reformationens beskyttere og at skræmme alle, som ikke
åbenlyst havde erklæret sig for den. Til slut blev fristædernes repræsentanter indkaldt for
rigsdagen og opfordret til at tilkendegive, om de ville tiltræde forslagets betingelser. De
anmodede om udsættelse, men forgæves. Da de skulle svare, tog næsten halvdelen
reformatorernes parti. De, der nægtede af ofre samvittigheden og retten til selv at dømme,
vidste udmærket, at de udsatte sig for kritik, fordømmelse og forfølgelse, men en af dem
sagde: „Vi må enten fornægte Guds ord — eller lade os brænde.“10 {MBF 162.2}
Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville skabe
alvorlig splittelse, hvis man ikke kunne formå fyrsterne til at støtte den. Vel vidende at brugen
af magt over for sådanne mænd blot ville styrke deres beslutning, forsøgte han overtalelsens
119