Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Den præst, der ofrede sandheden for at opnå menneskers velvilje, indser nu karakteren og
indflydelsen af sin lære. Han forstår, at den Alvidendes øjne fulgte ham, når han stod på
prædikestolen, gik på gaden og færdedes blandt mennesker under forskellige forhold. Hver
tanke og følelse, hvert ord og hver handling, der har fået mennesker til at søge ly bag løgnen,
har været en udsæd; og nu ser han høsten i de stakkels fortabte sjæle omkring sig. {MBF
528.3}
Herren siger: „De vil helbrede mit lemlæstede folks datter, de siger letsindigt: ‘Fred, fred!’
skønt der ikke er fred.“ „I bringer lidelse over den retfærdige ved jeres falskhed, skønt jeg
ikke ville bringe lidelse over ham, og I opmuntrer den uretfærdige, så han ikke vender om fra
sin onde vej, skønt jeg gerne ville lade ham leve.“3 {MBF 528.4}
„Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. … Nu
vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger.“ „I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet,
I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. … Hyrderne når ikke deres tilflugtssted,
hjordens ejere kan ikke undslippe.“4 {MBF 528.5}
Både præster og lægfolk indser, at de ikke har haft den rette indstilling over for Gud. De
forstår, at de har gjort oprør mod skaberen af al retfærdig lov. Tilsidesættelse af de
guddommelige forskrifter fremkaldte udslag i tusindvis af ondskab, uenighed, had og
syndighed, indtil jorden blev én stor slagmark, én lastens hule. Dette syn viser sig nu for dem,
der afviste sandheden og valgte at værne om vildfarelser. Ord kan ikke beskrive den længsel,
de ulydige og troløse føler for det, de har mistet for evigt — det evige liv, som de for altid har
mistet. Mennesker, som verden har beundret for deres talenter og veltalenhed, ser nu tingene
i det rette lys. De indser, hvad de er gået glip af på grund af deres overtrædelse og kaster sig
for fødderne af dem, hvis troskab de har foragtet og hånet, og erkender, at Gud elskede
dem. {MBF 529.1}
Folk indser, at de er blevet bedraget. De beskylder hinanden for at være årsag til deres
fortabelse, men alle er enige om at rette den bitreste fordømmelse mod gejstligheden. Utro
præster har forudsagt en lykkelig fremtid for dem, og de har fået deres tilhørere til at anse
Guds lov for ugyldig og forfølge dem, der ville helligholde den. I deres fortvivlelse tilstår
disse lærere nu deres bedrageriske værk for verden. Folket bliver rasende. „Vi er fortabte!“
råber de, „og det er jeres skyld,“ og går løs på de falske hyrder. De mennesker, som beundrede
disse hyrder mest, udslynger de allerværste forbandelser mod dem. De hænder, der engang
kronede dem med laurbær, vil løfte sig for at slå dem ned. De sværd, der skulle have dræbt
Guds folk, bruger folket nu til at ødelægge deres fjender. Overalt er der strid og
blodsudgydelse. {MBF 529.2}
„Hans brøl når til jordens ende. For Herren fører sag mod folkene, han bringer alle
mennesker for retten; de gudløse overgiver han til sværdet.“5 {MBF 529.3}
403