Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
udstedt af Konstantin år 321 (se noter). Denne lov bestemte, at byboere skulle hvile på „solens<br />
ærværdige dag,“ men tillod landmænd at fortsætte deres arbejde. Skønt det egentlig var en<br />
hedensk vedtægt, blev den indført af kejseren, efter at han havde antaget den kristne<br />
tro. {MBF 461.3}<br />
Da den kejserlige befaling viste sig at være utilstrækkelig til at erstatte guddommelig<br />
myndighed, hævdede Eusebius — en biskop, der søgte fyrsternes gunst og var Konstantins<br />
nære ven og rygklapper — at Kristus havde overført sabbatten til søndagen. Ikke ét eneste<br />
vidnesbyrd fra Skriften blev fremsat som bevis for denne nye lære. Eusebius indrømmer selv<br />
ubevidst, at den er falsk, og udpeger selv ændringens rette ophavsmand. „Alt, hvad det er<br />
menneskets pligt at gøre på sabbatten,“ siger han, „har vi overført til Herrens dag.“8Men skønt<br />
argumenterne for søndagen savnede ethvert grundlag, gav de mennesker mod til at træde<br />
Herrens sabbat under fode. Alle, der ønskede at blive æret i denne verden, antog den populære<br />
festdag. {MBF 462.1}<br />
Efterhånden som pavedømmet blev almindeligt anerkendt, fortsattes arbejdet på søndagens<br />
ophøjelse. I lang tid arbejdede landmændene, når de ikke var i kirke, og den syvende dag blev<br />
endnu betragtet som sabbat. Men der kom stadig ændringer. Det blev forbudt dem, der havde<br />
gejstlige embeder, at afsige dom i borgerlige stridsspørgsmål om søndagen. Kort tid efter fik<br />
alle uanset deres stilling befaling om at afholde sig fra almindeligt arbejde under trussel om<br />
fængsel for frie borgere og prygl for slaver. Senere kom en bestemmelse om, at rige<br />
mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres ejendom. Hvis de stadig var<br />
opsætsige, blev de gjort til slaver. De lavere klasser blev dømt til landsforvisning på<br />
livstid. {MBF 462.2}<br />
Man tog også sin tilflugt til mirakler. Blandt andet forlød det, at en landmand, der skulle<br />
til at pløje sin mark en søndag, rensede sin plov med et stykke jern, og det satte sig fast i hans<br />
hånd, så han måtte gå rundt med det i to år „med stor smerte og skam for ham.“9 {MBF 462.3}<br />
Senere befalede paven, at sognepræsterne skulle formane overtrædere af søndagen til at gå<br />
i kirke og bede deres bønner, for at de ikke skulle nedkalde store ulykker over sig selv eller<br />
deres naboer. Et kirkekoncil fremførte det argument, der siden anvendtes i vid udstrækning,<br />
selv af protestanter, at søndagen måtte være sabbatten, fordi folk, der arbejdede om søndagen,<br />
var blevet ramt af lynet. „Det er tydeligt,“ sagde prælaterne, „at det i høj grad har vakt Guds<br />
mishag, at de tilsidesætter denne dag.“ Der blev rettet en appel til præster og ministre, konger<br />
og fyrster og alle troende om at „bestræbe sig af yderste evne på at ære dagen og overholde<br />
den med større fromhed i den kommende tid til kristendommens ære.“10 {MBF 462.4}<br />
Da kirkemødernes påbud viste sig utilstrækkelige, blev de verdslige myndigheder bedt om<br />
at udstede et edikt, der skulle slå mennesker med rædsel og tvinge dem til at afholde sig fra<br />
at arbejde om søndagen. Ved en synode i Rom blev alle tidligere vedtagelser atter bekræftet<br />
354
Change language