Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
sandheden. Også Luther havde mange vanskeligheder og bekymringer på grund af fanatikere,
der hævdede, at Gud talte direkte gennem dem, og satte deres egne meninger højere end
Bibelens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring, men havde stor selvtillid og
elskede at høre eller fortælle nyt, lod sig bedrage af de nye læreres store ord og forenede sig
med Satans redskaber i at nedrive det, som Gud havde tilskyndet Luther til at opbygge.
Brødrene Wesley og andre, hvis indflydelse har været til velsignelse for verden, mødte
ustandselig Satans rænker, idet han gjorde overdrevent nidkære, ubalancerede mennesker
mere eller mindre fanatiske. {MBF 318.4}
William Miller nærede en dyb modvilje mod alt, hvad der førte til fanatisme. Ligesom
Luther erklærede han, at enhver ånd bør prøves ved Guds Ord. Han sagde: „Djævelen har i
vore dage stor magt over sindene. Og hvordan skal vi vide, hvilken slags ånd de er af? Bibelen
giver svaret: ‘På deres frugter kan I kende dem.’ Mange ånder er gået ud i verden, og vi har
fået befaling om at prøve ånderne. Den ånd, der ikke får os til at leve ædrueligt, gudfrygtigt
og retfærdigt i denne verden, er ikke Kristi ånd. Jeg bliver mere og mere sikker på, at Satan
har meget at gøre med disse vilde bevægelser. … Mange blandt os, der foregiver at være
helliggjorte, følger menneskers traditioner og er åbenbart lige så uvidende om sandheden som
andre, der ikke gør krav om at være fuldkomne.“3„Vildfarelsens ånd vil føre os bort fra
sandheden, og Guds ånd vil føre os ind i sandheden. Men, siger du, et menneske kan tage fejl
og alligevel tro, at det har ret. Hvad så? Vort svar er, at Ånden og Ordet stemmer overens.
Hvis et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder fuld overensstemmelse med hele
Ordet, må det tro, at det har fundet sandheden. Men hvis det ser, at den ånd, det ledes af, ikke
stemmer overens med hovedindholdet i Guds lov eller Guds bog, bør det udvise stor
forsigtighed, så det ikke bliver fanget i Djævelens snare.“4„Jeg har ofte fundet mere bevis på
sand gudsfrygt i en tårevædet kind og en grådkvalt stemme end i al den larm, der findes i
kristenheden.“5 {MBF 319.1}
På reformationens tid beskyldte dens fjender alle dem for fanatisme, som arbejdede mest
ihærdigt på at bekæmpe fanatismen. Adventbevægelsens modstandere brugte samme taktik.
Det var dem ikke nok at fordreje og overdrive de yderliggåendes vildfarelser. På grund af
fordom og had spredte de ondskabsfulde rygter, der var helt grundløse. Deres ro var blevet
forstyrret af budskabet om Kristi nært forestående genkomst. De var bange for, at det måske
kunne være sandt, men håbede, at det ikke passede, og netop det var hemmeligheden bag
deres angreb på adventisterne og deres tro. {MBF 319.2}
Det lykkedes nogle få fanatikere at bane sig vej ind i adventisternes rækker, men det
berettiger ikke til at hævde, at bevægelsen ikke kom fra Gud — lige så lidt som fanatikere i
kirken på Paulus’ og Luthers tid berettiger til at fordømme disse to mænds indsats. Gid Guds
folk virkelig ville vågne op af sin slummer og angre og reformere for alvor. Gid de ville
granske Bibelen og lære sandheden at kende, som den er i Jesus og vie sig til Gud! Men der
243