Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
guddommelige ord, som alene er sandhed? Nej, hellere vil jeg give mit legeme, mit blod og
mit liv.“35 {MBF 132.5}
Man trængte stadig ind på ham for at få ham til at underkaste sig kejserens dom, så ville
han ikke have noget at frygte. Han svarede: „Jeg giver af hele mit hjerte mit samtykke til, at
kejseren, fyrsterne og selv de ringeste kristne skal kunne undersøge og dømme mine skrifter;
men på én betingelse: at de tager Guds ord til rettesnor! Mennesker har intet andet at gøre end
at adlyde det! Øv ikke vold mod min samvittighed. Den er lænket og bundet til Den hellige
Skrift.“36 {MBF 133.1}
Til en anden opfordring sagde han: „Jeg samtykker i at give afkald på mit lejde. Jeg
overgiver mig selv og mit liv i kejserens hænder — men Guds ord — aldrig!“37Han erklærede
sig villig til at underkaste sig afgørelsen fra et almindeligt kirkemøde, men kun på den
betingelse, at der skulle kræves af det, at afgørelsen skulle stemme med Skriftens ord. „Hvad
Guds ord og troen angår,“ tilføjede han, „er enhver kristen en lige så god dommer, som paven
kan være, om han så støtter sig til millioner af kirkeråd.“38Til sidst blev både venner og
fjender overbevist om, at yderligere forsøg på forsoning ville være nytteløse. {MBF 133.2}
Hvis Luther havde givet efter på ét eneste punkt, ville Satan og hans hær have sejret. Det
var hans urokkelige fasthed, der var midlet til at frigøre kirken og indlede en ny og bedre tid.
Denne ene mand, som vovede at tænke og handle selvstændigt i religiøse spørgsmål, skulle
få indflydelse på kirken og verden, ikke blot i sin egen tid, men i alle fremtidige generationer.
Lige til tidernes ende vil hans fasthed og troskab styrke alle, der må gøre lignende erfaringer.
Guds magt og majestæt hævede sig over menneskers råd og Satans vældige magt. {MBF
133.3}
På kejserens foranledning fik Luther snart befaling om at vende hjem, og han vidste, at en
fordømmelse ville følge hurtigt efter denne befaling. Truende skyer hang over hans vej, men
da han forlod Worms, var hans hjerte fuldt af lovsang. „Det var Djævelen selv,“ sagde han,
„der vogtede pavens borg, men Kristus har slået en stor breche i muren — og Satan må
indrømme, at Herren er stærkere end han.“39 {MBF 133.4}
Luther ønskede stadig, at hans fasthed ikke fejlagtigt skulle antages for oprørskhed, og han
skrev efter sin afrejse til kejseren: „Gud, som ransager hjerterne, er mit vidne, at jeg er rede
til af ganske hjerte at adlyde Eders Majestæt i ære eller i vanære, i liv eller i død, og uden
anden undtagelse end Guds ord, ved hvilket mennesket lever. I alle dette livs forehavender
skal min troskab være urokkelig; for at tabe eller vinde er her uden betydning for frelsen. Men
når det drejer sig om evighedens anliggender, vil Gud ikke, at et menneske skal underkaste
sig et andet menneske. For sådan underkastelse i åndelige sager er sand dyrkelse og bør ikke
tilkomme andre end Skaberen.“40 {MBF 133.5}
98