Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
nægter at høre på mig, mens I låner øre til mine dødsfjender. … Hvis I virkelig er forstandige
mænd, og hvis I er verdens lys, så vogt jer for at synde imod retfærdigheden. Jeg er kun et
skrøbeligt menneske. Mit liv har kun ringe betydning, og når jeg formaner jer til ikke at afsige
en uretfærdig dom, taler jeg mindre min egen sag end jeres.“2121 {MBF 90.1}
Til sidst blev hans forlangende imødekommet. I dommernes påsyn faldt Hieronymus på
knæ og bad om, at Guds ånd måtte lede hans tanker og ord, så han ikke sagde noget, der var
i strid med sandheden eller kunne vanære hans Mester. Den dag gik Guds løfte til de første
disciple i opfyldelse for ham: {MBF 90.2}
„I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig. … Men når de udleverer jer,
så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet
jer i samme stund, hvad I skal sige.“22 {MBF 90.3}
Hieronymus’ ord vakte forbavselse og beundring, selv hos hans fjender. Han havde været
indespærret under store fysiske lidelser og sjælelige anfægtelser uden at kunne læse eller blot
se. Men til trods herfor fremførte han sine argumenter med en sådan klarhed og kraft, at man
skulle tro, han havde haft anledning til uforstyrret studium. Han mindede sine anklagere om
den lange række af hellige mænd, der var blevet dømt af uretfærdige dommere. I næsten hvert
eneste slægtled var nogle blevet smædet og forkastet, fordi de søgte at højne deres samtid;
men eftertiden har vist, at de burde have været hædret. Kristus selv blev fordømt som en
forbryder af en uretfærdig domstol. Ved sin tilbagekaldelse havde Hieronymus indrømmet, at
dommen over Huss var retfærdig. Nu udtrykte han sin anger og vidnede om hans uskyld og
ædle karakter. Han sagde: „Jeg har kendt ham fra barndommen. Han var et ypperligt
menneske, retfærdig og hellig; men han blev dømt på trods af sin uskyld. {MBF 90.4}
… Også jeg er rede til at dø. Jeg vil ikke vige tilbage for den pine, som mine fjender og
falske vidner har beredt mig. De skal en dag aflægge regnskab for den store Gud for deres
bedrageri, og han lader sig ikke føre bag lyset.“23 {MBF 91.1}
Hieronymus bebrejdede sig selv, at han havde fornægtet sandheden, og fortsatte: „Af alle
de synder, jeg har begået fra min ungdom, er der ingen, der hviler så tungt på mit sind og
piner min samvittighed så meget som den, jeg begik, da jeg bifaldt den uretfærdige dom, som
blev fældet over Wicliff og den hellige martyr Johan Huss, min mester og ven. Jeg bekender
af mit ganske hjerte og med gru, at jeg optrådte vanærende, da jeg af frygt for døden fordømte
deres lære. Jeg bønfalder derfor den almægtige Gud om at tilgive mine synder — og da
navnlig denne, den afskyeligste af dem alle.“ Idet han pegede på sine dommere, sagde han
med fasthed: „I fordømte ikke Wicliff og Huss, fordi de havde rokket ved kirkens lære, men
simpelt hen fordi de fordømte gejstlighedens forargelige livsførelse — dens pragt, dens
stolthed og alle prælaternes og præsternes laster. Alt, hvad de har fremhævet, og som er
uigendriveligt sandt, det er også min opfattelse, og det vil jeg fremføre, ligesom de gjorde
det.“ {MBF 91.2}
64