Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
støtte, og kloge venners indflydelse havde gjort ham mindre tungsindig. Han studerede de
bedste forfattere flittigt, gemte deres mest værdifulde tanker i sit hjerte og gjorde de vises
visdom til sin. Selv under sine tidligere læreres strenge disciplin viste han tidligt tegn til at
udmærke sig, og under gunstige indflydelser udviklede han sig hurtigt åndeligt. En pålidelig
hukommelse, en livlig fantasi, god dømmekraft og utrættelig flid bragte ham snart frem i
første række blandt hans kammerater. Åndelig disciplin modnede ham og vækkede en
tankevirksomhed og en skarp opfattelsesevne, som gjorde ham velegnet til livets
kampe. {MBF 98.3}
Luther havde en gudsfrygt, som satte ham i stand til at holde fast ved de mål, han havde
sat sig, og til at vise dyb ydmyghed over for Gud. Han havde en aldrig svigtende følelse af
sin afhængighed af guddommelig hjælp. Han glemte aldrig at begynde dagen med bøn.
Bestandig bønfaldt han om ledelse og støtte. „At bede ret,“ sagde han ofte, „er mere end det
halve af et studium.“1 {MBF 98.4}
Da Luther en dag undersøgte bøgerne i universitetets bibliotek, opdagede han en latinsk
bibel. Sådan en bog havde han aldrig set før. Han vidste ikke engang, at den eksisterede. Han
havde hørt dele af evangelierne og brevene læst højt ved den offentlige gudstjeneste og troede,
at det var hele Bibelen. Nu så han for første gang Guds ord i dets helhed. Med ærefrygt og
undren vendte han de hellige blade, og med bankende hjerte læste han Livets ord, mens han
nu og da udbrød: „O, om Gud ville skænke mig en sådan bog!“22 {MBF 99.1}
Himlens engle var ved hans side, og lysende stråler fra Guds trone åbnede sandhedens
skatkammer for ham. Han havde altid frygtet for at krænke Gud, men nu blev han som aldrig
før grebet af en dyb overbevisning om sin egen syndige tilstand. {MBF 99.2}
Et oprigtigt ønske om at blive befriet fra sin synd og finde fred med Gud fik ham til sidst
til at gå i kloster. Her blev han blev sat til at udføre det groveste arbejde og sendt ud for at
tigge. Han var i en alder, hvor man higer efter agtelse og påskønnelse, og disse ydmygende
hverv sårede hans naturlige følelser dybt, men han holdt tålmodigt ud, fordi han troede, at
ydmygelsen var nødvendig på grund af hans synder. {MBF 99.3}
Hvert eneste øjeblik, han kunne afse fra sine pligter, brugte han til studier, han sov og spiste
meget lidt. Frem for alt glædede han sig over studiet af Guds ord. Han havde fundet en bibel
lænket til en mur i klosteret og vendte stadig tilbage til den. Efterhånden som hans
syndsbevidsthed blev dybere, søgte han at opnå fred og tilgivelse ved sine egne gerninger.
Ved at faste, våge og plage sig selv fysisk søgte han at undertrykke sine dårlige
tilbøjeligheder, som munkelivet ikke havde befriet ham for. Intet offer var ham for stort, hvis
han derved kunne opnå et hjerte så rent, at Gud kunne godkende ham. Senere sagde han: „Jeg
var i sandhed en from munk, og fulgte mine ordensregler strengere, end jeg kan udtrykke det.
Hvis nogen munk nogen sinde ved munkegerninger kunne vinde en plads himlen, ville jeg
visselig være berettiget dertil. … Hvis det var blevet ved på den måde ret meget længere, ville
70