Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
gøre indrømmelser, så alle kunne forenes i troen på Kristus. Dette var en frygtelig fare for
menigheden. I sammenligning hermed var fængsel, tortur, bål og sværd velsignelser. Nogle
af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis. Andre var stemt for
at tillempe visse dele af deres tro og slutte sig sammen med dem, som delvis havde antaget
den kristne tro, idet de hævdede, at det måske ville bidrage til, at disse andre blev omvendt.
Det var en svær tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under
kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens
ord. {MBF 35.4}
Til sidst gik de fleste kristne med til at sænke kravene, og kristendom og hedenskab indgik
forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod, at de var omvendt, og sluttede sig til kirken, blev de
ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De byttede blot deres afgudsbilleder med billeder
af Jesus, Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens farlige surdej, som nu var kommet ind i
kirken, vedblev at øve sit ødelæggende værk. Usunde lærdomme, overtroiske skikke og
hedenske ceremonier blev gjort til en del af kirkens gudstjeneste. Da Jesu efterfølgere sluttede
sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro fordærvet, og kirken mistede sin renhed
og styrke. Der var dog nogle få, som ikke lod sig vildlede, men forblev tro mod sandheden og
tilbad Gud alene. {MBF 36.1}
De, som bekender sig til at være kristne, har altid bestået af to grupper. Den ene betragter
Frelserens liv og søger omhyggeligt at rette deres fejl og komme til at ligne det store
forbillede. Den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder, som
afslører deres vildfarelser. Selv da forholdene i kirken var bedst, var ikke alle trofaste, rene
og oprigtige. Vor frelser lærte, at mennesker, som synder med vilje, ikke skal optages i
menigheden. Alligevel udvalgte han fejlende mennesker og lod dem nyde godt af sin
undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til at se deres fejl og rette dem. Selv
blandt de tolv apostle var der en forræder. Judas blev ikke valgt på grund af sine karakterfejl,
men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han af Jesu undervisning og
eksempel skulle lære, hvad en kristen karakter består af, og blive tilskyndet til at indse sine
fejl, angre og ved Guds nåde rense sin sjæl i lydighed mod sandheden. Men Judas vandrede
ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for Satans fristelser
ved at give efter for synden. Hans onde karaktertræk fik magten. Han lod mørkets magt få
kontrol over sit sind og blev vred, når han blev irettesat. Det førte til, at han begik den
frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester. Alle, der giver efter for det onde, samtidig med
at de foregiver gudfrygtighed, hader dem, der forstyrrer deres fred ved at fordømme deres
syndige liv. Når der byder sig en anledning, vil de bære sig ad akkurat som Judas og forråde
dem, der i den bedste hensigt har forsøgt at gøre dem opmærksomme på deres fejl. {MBF
36.2}
Også apostlene stødte på menighedsmedlemmer, der foregav at være gudfrygtige, mens de
syndede hemmeligt. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe Gud
21