Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
I et andet brev til en præst, som havde antaget evangeliet, skrev Huss med stor ydmyghed
om sine egne fejl. Han skrev, at han „havde følt glæde ved at gå kostbart klædt, og at han
havde brugt nogle timer med ligegyldige beskæftigelser.“ Han tilføjede disse rørende
formaninger: „Måtte Guds ære og sjæles frelse optage dit sind og ikke besiddelse af godser
og gods. Vogt dig for at pryde dit hus mere end din sjæl, og vis frem for alt omhu for din
åndelige opbyggelse. Vær from og ydmyg over for de fattige, og hengiv dig ikke til frådseri.
Hvis du ikke forbedrer dit liv og afstår fra overflødigheder, er jeg bange for, at du vil blive
alvorligt straffet, ligesom jeg selv. … Du kender min lære, for du er blevet undervist af mig,
siden du var barn, og jeg behøver derfor ikke at skrive mere til dig. Men jeg bønfalder dig for
Guds skyld om ikke at efterligne mig i nogen af de forfængeligheder, du har set mig falde
for.“ På brevomslaget tilføjede han: „Min ven, jeg beder dig om ikke at bryde dette segl, før
du har fået vished om, at jeg er død.“9 {MBF 85.2}
På sin rejse så Huss vidnesbyrd om sin læres udbredelse. Folk strømmede til for at møde
ham, og i nogle byer fulgte embedsmænd ham gennem gaderne. {MBF 85.3}
Da han ankom til Konstanz, blev han tilstået fuld frihed. Til kejserens lejdebrev føjede
paven sin personlige garanti om beskyttelse. Men trods disse højtidelige erklæringer blev
reformatoren i løbet af kort tid arresteret efter pavens og kardinalernes ordre og kastet i et
modbydeligt fængsel. Senere blev han overført til en borg på den anden side af Rhinen og
holdt fanget der. Paven fik intet ud af sin falskhed, idet han kort tid efter selv blev indsat i
samme fængsel.10Over for kirkemødet havde han måttet erkende at have begået de nedrigste
forbrydelser, ikke blot mord, simoni og hor, men også „synder, som ikke kan nævnes.“ Det
var kirkemødets egen dom, og til sidst blev han frataget pavekronen og kastet i fængsel. Man
afsatte også de konkurrerende paver og valgte en ny pave. {MBF 85.4}
Skønt selve paven havde gjort sig skyld i større forbrydelser, end Huss nogen sinde havde
beskyldt præsterne for og krævet afskaffet, besluttede det samme kirkemøde, som afsatte
paven, at tilintetgøre reformatoren. Huss’ fængsling vakte stor harme i Bøhmen. Mægtige
adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne voldshandling.
Kejseren ville ikke bryde sit ord til Huss og var modstander af, at der blev ført sag imod ham.
Men de ondskabsfulde prælater ville ikke bøje sig. De spillede på kejserens fordomme og
frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken. De fremførte stærke argumenter for at bevise,
at „man ikke behøver at holde sit ord til personer, som mistænkes for kætteri, selv om de
havde fået frit lejde fra kejseren og fra konger.“11På denne måde gennemtvang de deres
vilje. {MBF 86.1}
Da Huss endelig blev ført frem for kirkemødet, var han svækket af sygdom og opholdet i
fængslet. Den fugtige luft dér havde fremkaldt en feber, som nær havde kostet ham livet. Nu
stod han i sine lænker foran kejseren, som havde givet sit æresord på at ville beskytte ham.
Under den lange retssag holdt han urokkeligt fast ved sandheden, og i overværelse af de
60