Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
En af disse profeter hævdede, at han var blevet undervist af englen Gabriel. En student,
som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier og erklærede, at Gud selv havde givet ham
visdom til at udlægge hans ord. Andre med tilbøjelighed til fanatisme sluttede sig til dem.
Disse sværmeres optræden skabte ikke ringe ophidselse. Luthers prædiken havde alle vegne
vakt mennesker, så de følte nødvendigheden af en reform, og nu blev ærlige mennesker
vildledt af de nye profeters falske lære. {MBF 150.3}
Bevægelsens ledere kom til Wittenberg og bestormede Melanchton med deres krav. De
sagde: „Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har fortrolige samtaler med Herren; vi ved,
hvad der skal ske. Vi er apostle og indanker vor sag for doktor Luther.“2Reformatorerne blev
forbavsede og forvirrede. De var aldrig stødt på noget lignende og vidste ikke, hvad de skulle
gøre. Melanchton sagde: „Der er i sandhed en usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad
er det for en ånd? På den ene side må vi vogte os for ikke at udslukke Guds Ånd, og på den
anden for ikke at lade os vildlede af Satans ånd.“33 {MBF 150.4}
Den nye læres frugter viste sig snart. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen, eller
helt at tilsidesætte den. Studenter afviste diciplin med foragt og forlod universitetet. De mænd,
som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, bragte den til
ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og sagde begejstret: „Endnu
en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor!“4 {MBF 151.1}
På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: „Jeg har altid ventet,
at Satan ville sende os denne pest.“5Han gennemskuede disse foregivne profeter og så den
fare, som truede sandhedens sag. Hverken pavens eller kejserens modstand havde voldt ham
så stor bekymring og sorg som det, han nu erfarede. Af reformationens erklærede venner var
dens værste fjender opstået. Netop de sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst,
blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. {MBF 151.2}
Guds Ånd havde ført Luther videre i reformarbejdet, end han havde tænkt sig. Det havde
ikke været hans hensigt at indtage den stilling, han gjorde, eller at foretage så radikale
forandringer. Han havde kun været et redskab i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han
for resultatet af sit værk. Han havde engang sagt: „Hvis jeg vidste, at min lære skadede ét
eneste menneske, hvor ringe og ukendt han end var — men det kan den ikke, for den er selve
evangeliet — ville jeg hellere dø ti gange end lade være med at tilbagekalde den.“6 {MBF
151.3}
Og nu var selve Wittenberg, reformationens egentlige midtpunkt, ved at bukke under for
fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers lære.
Men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for den. I sit hjertes bitterhed spurgte han
undertiden: „Skal reformationens store værk virkelig ende på denne måde?“7Men når han så
havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans sjæl. {MBF 151.4}
110