Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 6—To Helte
Så tidligt som i det niende århundrede havde evangeliet fæstet rod i Bøhmen. Bibelen var
oversat til folkets sprog, som også blev brugt ved gudstjenesten. Men pavens stigende magt
fordunklede Guds ord. Gregor VII, der ville ydmyge de stolte konger, var lige så opsat på at
gøre folkene til slaver. Han udstedte en bulle, som forbød, at der blev holdt offentlig
gudstjeneste på bøhmisk. Paven erklærede, at „det behagede den Almægtige, at der blev holdt
gudstjeneste på et ukendt sprog, og at mange vildfarelser var opstået af, at denne regel ikke
var blevet overholdt.“1Således påbød Rom, at Ordets lys skulle slukkes og folket holdes nede
i mørke. Men himlen havde andre midler til at bevare menigheden. Mange af de valdensere
og albigensere, som var forfulgt i Frankrig og Italien, kom til Bøhmen, og de arbejdede
nidkært i det skjulte. På denne måde blev den sande tro bevaret århundrede efter århundrede.
Før Huss’ tid fordømte forskellige mænd i Bøhmen åbenlyst kirkens fordærvelse og folkets
dårlige moral. Deres virksomhed skabte interesse viden om. Dette skræmte præstestanden,
som iværksatte en forfølgelse af evangeliets tilhængere. Forfulgt af soldater måtte de holde
gudstjeneste i skove og på bjerge — og mange blev dræbt. Senere blev alle, der ikke tilbad
Gud efter Roms forskrifter, dømt til at brændes. Men når de kristne gik i døden, så de frem til
den dag, da deres sag ville sejre. En af dem, der hævdede, „at man kun kan opnå frelse ved
troen på den korsfæstede frelser,“ sagde i sin dødstime: „I dag sejrer sandhedens fjenders
raseri over mig, men sådan vil det ikke blive ved med at være. Der skal fremstå én fra det
jævne folk uden sværd og myndighed, og ham vil de ikke kunne besejre.“22 Luthers tid lå
endnu langt forude, men der var ved at fremstå en, hvis tale mod Rom skulle bringe røre
blandt folkene. {MBF 79.1}
Johan Huss kom af fattige kår. Hans far døde tidligt. Men hans gudfrygtige mor betragtede
uddannelse og gudsfrygt som et menneskes højeste gode, og hun søgte at sikre sin søn denne
arv. Efter den almindelige skole søgte han ind på universitetet i Prag, hvor han fik friplads.
Hans mor fulgte ham til Prag. Hun kunne ikke give sin søn verdslig rigdom, men da de
nærmede sig byen, knælede hun sammen med ham og bad Gud velsigne ham. Hun havde
ingen anelse om, hvor vidunderligt hendes bøn skulle blive besvaret. {MBF 80.1}
Ved universitetet udmærkede Huss sig snart ved utrættelig flid og store fremskridt.
Samtidig vandt han almindelig agtelse ved sit dadelfri liv og sit vindende væsen. Han var en
oprigtig katolik og stræbte ivrigt efter de åndelige velsignelser, som romerkirken foregiver at
kunne skænke. I anledning af en kirkelig jubelfest gik han til skrifte, betalte de sidste få
skillinger, han ejede, og sluttede sig til optoget for at få den lovede syndsforladelse. Da han
var færdig med sin uddannelse, blev han præst. Snart var han en anset mand og blev tilknyttet
hoffet. Han blev udnævnt til professor, og senere rektor, ved det universitet, hvor han var
blevet uddannet. I løbet af få år var den uanselige fripladselev blevet sit lands stolthed, og
hans navn var kendt i hele Europa. {MBF 80.2}
55