Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Denne genforening bliver overværet af englene, som græd ved Adams fald og frydede sig,
da Jesus efter sin opstandelse steg op til himlen efter at have åbnet graven for alle, som måtte
tro på ham. Nu ser de frelsesgerningen fuldført, og de forener deres stemmer i lovsang. {MBF
523.2}
På glarhavet foran tronen, det glarhav, der ser ud, som om det var blandet med ild — sådan
stråler det af Guds herlighed — er den skare samlet, der har „sejret over dyret og dets billede
og dets navns tal.“ Med „Guds harper“ i deres hænder står de sammen med Lammet på Zions
bjerg, et hundrede og fireogfyrretyve tusinde, der er løskøbt fra menneskeslægten. Og som en
brusen af mange vande og som en buldren af et stort tordenvejr høres lyden af „harpespillere,
der slår på deres harper.“ De synger „en ny sang“ foran tronen, en sang som ikke kan læres af
andre end de hundrede og fireogfyrre tusinde. Det er Moses’ og Lammets sang, en sang om
befrielse — sangen om deres erfaring — en erfaring, som ingen anden nogen sinde har haft.
„De følger Lammet, hvor det går.“ De er blevet bortrykket fra jorden og regnes som „en
førstegrøde for Gud og Lammet.“32„Det er dem, som kommer fra den store trængsel.“ {MBF
523.3}
De har gennemgået en trængselstid, der ikke har haft sin mage, så længe der har været
folkeslag til. De har gennemlevet Jakobs trængselstid. De har stået uden en forsvarer, mens
Guds sidste straffedomme blev udøst. Men de er blevet udfriet, for de har „vasket deres klæder
og gjort dem hvide i Lammets blod.“ „Der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl.“
„Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på
tronen, skal rejse sit telt over dem.“ De har set jorden hærget af hungersnød og pest, de har
set solen svide mennesker med brændende hede, og de har selv lidt, sultet og tørstet. Men „de
skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal
plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og
Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“33 {MBF 523.4}
Til alle tider er Frelserens udvalgte blevet oplært og tugtet i prøvelsens skole. På jorden
gik de ad smalle stier, de blev lutret i lidelsens ovn. For Jesu skyld tålte de modstand, had og
bagtalelse. De fulgte ham gennem svære kampe. De fornægtede sig selv og led bitre
skuffelser. Af egen smertefuld erfaring lærte de syndens ondskab at kende, dens magt, dens
skyld, dens sorg og smerte, og de ser på den med afsky. Erkendelsen af det uendeligt store
offer, der blev bragt for at udrydde synden, gør dem ydmyge og fylder deres hjerter med en
taknemmelighed og pris, som er ufattelig for den, der aldrig er faldet. De elsker meget, fordi
meget er blevet dem tilgivet. Fordi de har haft del i Kristi lidelser, er de egnet til at få del i
hans herlighed. {MBF 524.1}
Guds arvinger er kommet fra fattige loftskamre, fra usle rønner, fra fængsler, fra skafotter,
fra bjerge, fra ørkener, fra jordhuler og fra havets dyb. På jorden led de „nød og trængsel og
blev mishandlet.“ Millioner gik vanærede i deres grav, fordi de standhaftigt nægtede at
399