Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
ringe skoleuddannelse kaldes undertiden til at forkynde sandheden, ikke fordi de er ulærde,
men fordi de ikke er for selvbevidste til at lade sig belære af Gud. De går i Kristi skole, og
deres ydmyghed og deres lydighed gør dem store. Ved at betro dem kundskaben om sin
sandhed viser Gud dem en ære, mod hvilken al jordisk ære og menneskelig storhed mister
enhver betydning. {MBF 366.4}
De fleste adventister forkastede sandhederne om helligdommen og Guds lov. Mange
fornægtede også deres tro på adventbevægelsen og antog et usundt og forvirret syn på de
profetier, der viste hen til denne bevægelse. Nogle begik den fejl gentagne gange at fastsætte
et bestemt tidspunkt for Kristi genkomst. Det lys, der nu skinnede på emnet om
helligdommen, ville have vist dem, at ingen profetisk periode når helt frem til genkomsten,
og at det nøjagtige tidspunkt for denne ikke er forudsagt. Men de vendte sig fra lyset og
fortsatte med at fastsætte tidspunkter for Herrens genkomst — og hver gang blev de
skuffede. {MBF 367.1}
Da thessalonikerne havde fået en fejlagtig opfattelse af Herrens genkomst, rådede Paulus
dem til at prøve deres håb og forventninger ved Guds ord. Han citerede de profetier, der
åbenbarede begivenheder, som skulle finde sted før Kristi komme, og viste, at de ikke havde
nogen grund til at vente hans komme i deres levetid. „Lad ingen på nogen måde forlede
jer,“8lød hans advarsel. Hvis de nærede forventninger, der ikke fandt støtte i Bibelen, ville de
komme på afveje. Skuffelser ville udsætte dem for de vantros spot, og de ville fristes til tabe
modet og tvivle på sandheder, der var af væsentlig betydning for deres frelse. Apostlens
formaning til thessalonikerne indeholder en vigtig lære for dem, der lever i de sidste dage.
Mange adventister har følt, at medmindre de kunne fæstne deres tro ved et bestemt tidspunkt
for Herrens komme, kunne de ikke være nidkære og flittige nok i arbejdet med at forberede
sig. Men når deres håb igen og igen bliver vækket blot for at blive skuffet, bliver deres tro så
rystet, at det næsten er umuligt for dem at fatte profetiens store sandheder. {MBF 367.2}
Forkyndelsen af et præcist afgrænset tidsrum for dommen ved udbredelsen af det første
budskab var befalet af Gud. Den beregning af de profetiske perioder, som dette budskab
hvilede på, fastsatte udløbet af de 2300 dage til efteråret 1844, og er ubestrideligt korrekt. De
gentagne forsøg på at finde nye tidspunkter for de profetiske perioders begyndelse og
afslutning og de usunde ræsonnementer, der er nødvendige for at underbygge dem, leder ikke
blot sindet bort fra sandheden for vor tid, men får mennesker til at foragte alle forsøg på at
forklare profetierne. Jo oftere der fastsættes et bestemt tidspunkt for genkomsten, og jo mere
udbredt det forkyndes, des bedre passer det i Satans planer. Når tiden er overskredet, skaber
han latterliggørelse af og foragt for dem, der har forkyndt den — og derved sætter han den
store adventbevægelse i 1843 og 1844 i et dårligt lys. De, der fremturer i denne vildfarelse,
vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato for Kristi genkomst og forledes til en falsk tryghed
— og mange vil ikke komme ud af vildfarelsen, før det er for sent. {MBF 367.3}
282