Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
mig?“28Ved disse ord blev den fremmede bleg og flygtede, som om han havde været stillet
ansigt til ansigt med himlens engle. {MBF 111.3}
Rom var fast besluttet på at knuse Luther, men Gud var hans forsvarer. Hans lære hørtes
alle vegne — „i hytter og klostre, … i adelens borge, på universiteter og i kongernes paladser,“
og fra alle sider stod der ædle mænd frem for at støtte hans anstrengelser.29 {MBF 111.4}
Det var omkring denne tid, at Luther ved at læse Johan Huss’ værker opdagede, at den
store sandhed om retfærdiggørelse ved tro var blevet fremholdt af den bøhmiske reformator
på samme måde som han selv søgte at gøre det på. „Vi har alle,“ sagde Luther, „Paulus,
Augustin og jeg selv, uden at vide det, været hussitter.“ Og han fortsatte: „Gud vil sikkert
straffe verden fordi den sandhed, der blev prædiket for den for hundrede år siden, blev
brændt!“3030 {MBF 112.1}
I en appel til kejseren og den tyske adel om hjælp til kristenhedens reformation skrev
Luther angående paven: „Det er frygteligt at se den mand, som kalder sig Kristi stedfortræder,
udfolde en pragt, som ingen kejser kan opvise magen til. Er dette at ligne den fattige Jesus
eller den ydmyge Peter? Man siger, han er verdens herre! Men Kristus, hvis stedfortræder han
praler af at være, har sagt: ‘Mit rige er ikke af denne verden.’ Kan en stedfortræders
besiddelser være større end hans herres?“3131 {MBF 112.2}
Om universiteterne skrev han: „Jeg er bange for, at universiteterne vil vise sig at være de
store porte til Helvede, med mindre de flittigt arbejder på at udlægge Den hellige Skrift og
indskrive den i ungdommens hjerte. Jeg råder ingen til at sende deres børn til et sted, hvor
Skrifterne ikke sættes over alt andet. Enhver institution, hvor mennesker ikke uophørligt
studerer Guds ord, må blive fordærvet.“32 {MBF 112.3}
Denne henvendelse cirkulerede hurtigt i hele Tyskland og øvede en vældig indflydelse på
folket. Hele nationen blev rusket op, og tusinder samlede sig om reformationens sag. Luthers
hævntørstige modstandere tilskyndede paven til at knuse ham. Hele hans lære blev
øjeblikkelig fordømt. Hvis Luther og hans tilhængere ikke inden tres dage højtideligt havde
tilbagekaldt, skulle de alle lyses i band. {MBF 112.4}
For reformationen var dette en frygtelig krise. I århundreder havde Roms bandbulle slået
mægtige herskere med rædsel og fyldt vældige riger med kval og ødelæggelse. Den, der var
bandlyst, blev betragtet med rædsel. Han var afskåret fra samkvem med andre og blev
behandlet som en fredløs, der frit kunne jages og myrdes. Luther var ikke blind for den storm,
der var ved at bryde løs over ham, men han stod fast i tillid til, at Kristus var hans skjold og
værn. Med en martyrs mod og tro skrev han: „Hvad der nu vil ske, ved jeg ikke og bryder mig
heller ikke om at vide det. Lad slaget blot falde; jeg frygter ikke. Der falder ikke så meget
som et blad uden vor faders vilje. Hvor meget mere vil han ikke sørge for os! Det er en let sag
at dø for Ordets skyld, da det Ord, som blev kød, selv døde. Hvis vi dør med ham, skal vi leve
81