Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
som fylder jorden med sorg og smerte. Den virkning, den sidste, endelige advarsel havde, har
vakt de gudløses raseri. Deres vrede er optændt mod alle, der har taget imod budskabet, og
Satan puster til hadets og forfølgelsens flammer. {MBF 496.3}
Da Guds ånd til sidst blev taget bort fra det jødiske folk, vidste præsterne og folket det
ikke. Skønt de var i Satans magt og blev drevet frem af de forfærdeligste og mest ondartedede
lidenskaber, betragtede de sig stadig som Guds udvalgte folk. Tjenesten i templet fortsatte;
der blev bragt ofre på dets besmittede altre, og den guddommelige velsignelse blev hver dag
påkaldt over et folk, der var skyldigt i udgydelsen af Guds søns blod, og som stræbte efter at
dræbe hans tjenere og apostle. Sådan vil det også blive, når helligdommens endelige og
uigenkaldelige afgørelse er truffet, og verdens skæbne er bestemt for evigt. Da vil jordens
beboere heller intet vide om det. Mennesker, som Guds ånd har forladt for bestandig,
opretholder stadig ydre religiøse former — og den sataniske nidkærhed, hvormed det ondes
fyrste vil inspirere dem til at udføre hans onde planer, vil udadtil ligne nidkærhed for Guds
sag. {MBF 496.4}
Da sabbatten er blevet det store stridsspørgsmål i hele kristenheden, og da religiøse og
verdslige magter går sammen om at gennemtvinge søndagens helligholdelse, vil et lille
mindretals vedholdende nægtelse af at underkaste sig det folkelige krav nedkalde en
almindelig fordømmelse over dem. Man vil hævde, at de få, der modsætter sig en kirkelig
forordning og en af landets love, ikke bør tåles, og at det er bedre, at de lider, end at hele
nationer styrtes ud i lovløshed og ødelæggelse. Samme argument blev for snart 2000 år siden
brugt mod Jesus af jødefolkets ledere. „Det er bedre for jer,“ sagde den onde Kajfas, „at ét
menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.“3 {MBF 497.1}
Dette argument vil blive anset for at være afgørende, og det vil ende med, at der udstedes
et dekret, der fordømmer dem, der helligholder det fjerde buds sabbat, idømmer dem lovens
strengeste straffe og giver folk ret til efter en vis tid at slå dem ihjel. Katolicismen i den gamle
verden og den frafaldne protestantisme i den nye vil følge samme fremgangsmåde over for
dem, der holder alle Guds bud i ære. {MBF 497.2}
Guds folk vil blive kastet ud i sådanne oplevelser af sorg og lidelse, som profeten beskriver
som en trængselstid for Jakob. „Dette siger Herren: Vi har hørt angstråb, der er frygt, ikke
fred. … Hvorfor ser jeg da alle mænd … med blege ansigter? … Ve jer! Stor er denne dag,
ingen dag er som den! Det er en trængselstid for Jakob, men han skal komme frelst ud af
den.“4 {MBF 497.3}
Den pinefulde nat, da Jakob kæmpede i bøn for at blive udfriet af Esaus hånd,5er et billede
på Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af Jakobs bedrag for at sikre sig sin fars
velsignelse, som tilkom Esau, måtte han flygte for sit liv, da han hørte sin brors dødstrusler.
Efter at have været mange år i landflygtighed, brød han op for på Guds befaling at vende
tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn, hyrder og kvægflokke. Da han nåede landets
379