Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
„Denne gerning er ikke min, men din egen. Du vil ikke tillade, at den fordærves af overtro
eller fanatisme,“ sagde han. Men tanken om at holde sig ude af kampen i en sådan
krisesituation blev ham uudholdelig. Han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. Uden at
tøve begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var bandlyst. Hans fjender kunne frit tage
hans liv, og det var forbudt hans venner at hjælpe eller huse ham. Myndighederne traf de
strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at Ordets gerning var i fare — og
i Guds navn drog han frygtløs ud for at kæmpe for sandheden. {MBF 151.5}
I et brev til kurfyrsten skrev Luther, efter at have meddelt ham sin hensigt om at forlade
Wartburg: „Eders Højhed skal vide, at jeg drager til Wittenberg under en langt stærkere
beskyttelse, end fyrster kan give mig. Jeg ønsker ikke at bede om Eders Højheds støtte, og det
er så langt fra mig at begære Eders beskyttelse, at jeg hellere selv ville beskytte Eder. Hvis
jeg vidste, at Eders Højhed kunne eller ville beskytte mig, ville jeg slet ikke drage til
Wittenberg. Der findes intet sværd, som kan fremme denne sag. Gud alene må udrette alt uden
menneskers hjælp eller medvirken. Den, der har den stærkeste tro, er den, som bedst er i stand
til at beskytte.“8 {MBF 152.1}
I et andet brev skrevet på vej til Wittenberg tilføjede Luther: „Jeg er rede til at pådrage mig
Eders Højheds mishag og hele verdens vrede. Er wittenbergerne ikke mine får? Har Gud ikke
betroet mig dem? Og hvis det er nødvendigt, bør jeg så ikke vove livet for deres skyld?
Desuden frygter jeg for, at der skal komme et frygteligt oprør i Tyskland som en straffedom
fra Gud.“9 {MBF 152.2}
Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog fast og beslutsomt begyndte han sit arbejde.
„Ved Ordets kraft må vi omstyrte det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke bruge magt
over for de overtroiske og vantro. Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet af tro,“ sagde
han.10 {MBF 152.3}
Snart rygtedes det i Wittenberg, at Luther var kommet tilbage for at prædike. Folk kom
alle vegne fra, og Kirken var fyldt til bristepunktet. Fra prædikestolen formanede og dadlede
Luther med visdom og mildhed. Han berørte også fremgangsmåden hos nogle, der havde
brugt voldsomme midler for at afskaffe messen. Han sagde: {MBF 152.4}
„Messen bør afskaffes. Gerne så jeg den i hele verden erstattet med evangeliets nadver.
Men ingen bør rives bort fra den med vold. Vi må lægge sagen i Guds hånd. Det er hans ord
og ikke os, der skal handle. Og hvorfor det? vil I måske spørge. Fordi jeg ikke holder
menneskers hjerter i min hånd, som pottemageren holder leret. Vi har ret til at prædike, men
vi har ikke ret til at handle. Lad os prædike — resten er Guds sag. Hvad ville jeg vinde, hvis
jeg brugte magt? Grimasser, ydre former, efterligninger, menneskelige forordninger og
hykleri. Men der ville ikke være nogen hjertets oprigtighed, ej heller tro og kærlighed. Hvis
disse tre mangler, mangler alt, og jeg vil ikke give en pærestilk for et sådant resultat. Gud
111