Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Med usigelig kærlighed byder Jesus sine trofaste velkommen til deres Herres glæde.
Frelserens største glæde er at se de sjæle i herlighedens rige, der er frelst ved hans smerte og
ydmygelse. Og de forløste deler hans glæde, når de blandt de velsignede ser dem, der blev
vundet for Kristus ved deres bønner, deres anstrengelser og kærlige opofrelse. Mens de samles
om den store, hvide trone, fyldes deres hjerter af usigelig glæde, når de ser dem, de har vundet
for Kristus og ser, at én har vundet andre, og disse endnu andre, der alle er bragt til hvilens
havn for der at lægge deres kroner for Jesu fødder og prise ham i evighedernes evighed. {MBF
522.1}
Mens de løskøbte bydes velkommen i Guds by, lyder der gennem luften et jublende
hyldestråb. Den første og den anden Adam skal mødes. Guds søn venter med udstrakte arme
for at tage imod vor stamfar — det væsen, han skabte, som syndede mod sin skaber og for
hvis skyld Frelseren bærer mærker efter korsfæstelsen. Da Adam ser mærkerne efter de
grusomme nagler, lægger han sig ikke til sin Herres bryst, men kaster sig ydmygt ned for hans
fødder og råber: „Værdigt, værdigt er Lammet, det slagtede!“ Frelseren rejser ham nænsomt
op og beder ham atter engang betragte det hjem i Eden, han så længe har været forvist
fra. {MBF 522.2}
Efter at Adam blev forvist fra Eden, var hans liv på jorden fuldt af sorg. Hvert visnende
blad, hvert offerdyr, der blev ofret, alt, hvad der skæmmede den skønne natur, og hver plet på
menneskets renhed var en ny påmindelse om hans synd. Frygtelige var hans
samvittighedskvaler, når han så ondskaben brede sig, og når han som svar på sine advarsler
blev mødt med bebrejdelser for, at han selv var årsag til synden. I næsten tusinde år udholdt
han tålmodigt og ydmygt straffen for sin overtrædelse. Han angrede sin synd oprigtigt og
stolede på den lovede frelsers fortjenester, og han døde i håbet om opstandelsen. Guds søn
løskøbte mennesket fra nederlag og fald, og nu er Adam ved forsoningen genindsat i sit første
herredømme. {MBF 522.3}
Overvældet af lykke ser han de træer, der engang var hans fryd — de samme træer, hvis
frugter han samlede i sine uskyldige og lykkelige dage. Han ser de vinranker, han selv har
bundet op, de blomster han engang elskede at passe. Han forstår, at dette virkelig er det
genoprettede Eden — endnu skønnere end da han blev forvist derfra. Frelseren fører ham hen
til livets træ, plukker den gyldne frugt og giver ham den at spise. Adam ser sig om og betragter
vrimlen af hans løskøbte familie stående i Guds Paradis. Så kaster han sin funklende krone
for Jesu fødder og omfavner Frelseren. Han rører den gyldne harpes strenge, og himlens
hvælvinger genlyder af den jublende sang: {MBF 522.4}
„Værdigt, værdigt, værdigt er Lammet, det slagtede, som atter lever!“ Adams familie
følger hans eksempel, kaster deres kroner for Frelserens fødder og bøjer sig for ham i
tilbedelse. {MBF 523.1}
398