Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
med ham; og når vi gennemgår det, som han har gennemgået før os, skal vi være hos ham for
evigt.“33 {MBF 112.5}
Da pavens bandbulle nåede Luther, sagde han: „Jeg lader hånt om den og angriber den som
ugudelig og falsk. …Det er Kristus selv, der fordømmes i den. Jeg fryder mig over at måtte
tåle så meget ondt for den bedste sag. Jeg føler mig allerede fri i mit hjerte, for nu ved jeg
endelig, at paven er Antikrist, og at hans trone er selve Satans trone.“34 {MBF 113.1}
Roms fordømmelse var ikke uden virkning. Fængsel, tortur og sværd var våben, der havde
magt til at tvinge til lydighed. De svage og overtroiske skælvede for pavens dekret, og skønt
der var almindelig sympati for Luther, syntes mange, at det var for meget at vove livet.
Reformatorens værk syntes at være afsluttet. {MBF 113.2}
Men Luther var stadig uden frygt. Rom havde slynget sine bandlysninger imod ham, og
verden så til uden at tvivle på, at han ville omkomme eller blive tvunget til at give efter. Men
med frygtelig kraft slyngede han fordømmelsen tilbage mod Rom selv og bekendtgjorde
offentligt sin beslutning om at forlade romerkirken for altid. I overværelse af studenter,
doktorer og borgere fra alle samfundslag brændte han pavens bulle sammen med kirkelove,
dekreter og skrivelser, som støttede den pavelige magt. {MBF 113.3}
„Ved at brænde mine bøger,“ sagde han, „har mine fjender kunnet skade sandhedens sag
hos det jævne folk og nedbryde deres sjæle. Af denne grund har jeg til gengæld tilintetgjort
deres bøger. En alvorlig strid er netop begyndt. Hidtil har jeg kun leget med paven. I Guds
navn har jeg begyndt dette arbejde; det vil blive fuldført uden mig og ved hans
kraft.“35 {MBF 113.4}
Når hans fjender hånede ham, fordi hans sag stod svagt, svarede Luther: „Hvem ved, om
ikke Gud har udvalgt og kaldet mig, og om de ikke burde frygte for, at de ved at foragte mig
foragter Gud selv? Moses var alene ved udgangen af Egypten; Elias var alene, da kong Akab
regerede; Esajas var alene i Jerusalem, Ezekiel alene i Babylon. Gud har aldrig valgt hverken
ypperstepræsten eller nogen anden stormand til sin profet. Som regel valgte han de ringe og
foragtede, engang endog hyrden Amos. I alle tidsaldre har de hellige mænd været nødt til at
dadle de store — både fyrster, præster og vismændmed fare for deres liv. Jeg siger ikke, at
jeg er en profet; men jeg siger, at de burde frygte, netop fordi jeg er alene, og de er så mange.
Ét er jeg sikker på: at Guds ord er med mig, og at det ikke er med dem.“36 {MBF 113.5}
Alligevel var det ikke uden en voldsom kamp med sig selv, at Luther besluttede sig til den
endelige adskillelse fra kirken. Ved denne tid skrev han: {MBF 114.1}
„For hver dag føler jeg mere og mere, hvor vanskeligt det er at lægge betænkeligheder til
side, man har indsuget i sin barndom. O, hvor har det voldt mig megen smerte, skønt jeg havde
Skriften på min side, at retfærdiggøre for mig selv, at jeg skulle vove at træde op mod paven
og omtale ham som Antikrist! Hvilke trængsler har mit hjerte ikke gennemgået! Hvor mange
82