Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
Kapitel 11—Fyrsternes protest<br />
Et af de ædleste vidnesbyrd for reformationen var de kristne fyrsters protest ved rigsdagen<br />
i Speyer i 1529. Disse gudfrygtige mænds mod, tro og fasthed sikrede de efterfølgende<br />
tidsaldre frihed for tanke og samvittighed. Det var deres protest, som gav den nye kirke navnet<br />
den protestantiske; og dens principper er „selve protestantismens kerne.“1 {MBF 159.1}<br />
Det var en mørk og truende tid for reformationen. Trods ediktet fra Worms, som havde<br />
erklæret Luther fredløs og forbudt tro på eller udbredelse af hans læresætninger, havde<br />
religiøs tolerance således været vidt udbredt i riget. Guds forsyn havde holdt de kræfter, der<br />
modarbejdede sandheden, i skak. Karl V var fast besluttet på at knuse reformationen, men han<br />
blev ofte tvunget til at tilbagekalde sine planlagte aktioner. Den øjeblikkelige tilintetgørelse<br />
af enhver, der vovede at sætte sig op imod Rom, forekom gentagne gange uundgåelig; men i<br />
det afgørende øjeblik dukkede enten de tyrkiske hære op ved den østlige grænse, eller den<br />
franske konge eller endog paven selv erklærede krig af misundelse over kejserens voksende<br />
magt. På denne måde fik reformationen under nationernes stridigheder lejlighed til at vokse i<br />
styrke og brede sig yderligere. {MBF 159.2}<br />
Men til sidst indstillede de katolske herskere deres fejder for at gøre fælles sag imod<br />
reformatorerne. Rigsdagen i Speyer havde i 1526 givet landene fuld frihed i religiøse<br />
anliggender, indtil et nyt kirkemøde trådte sammen. Men aldrig så snart var de farer, der havde<br />
sikret denne indrømmelse, overstået, før kejseren indkaldte til en ny rigsdag i Speyer i 1529<br />
for at knuse kætteriet. Fyrsterne skulle, om muligt med fredelige midler, formås til at tage<br />
parti imod reformationen. Men hvis det slog fejl, var Karl V parat til at gribe til våben. {MBF<br />
160.1}<br />
Katolikkerne hoverede. De mødte talrigt frem i Speyer og viste åbenlyst deres fjendskab<br />
mod reformatorerne og alle, som holdt med dem. Melanchton sagde: „Vi er verdens udskud<br />
og fejeskarn, men Kristus vil se ned til sit stakkels folk og bevare det.“2Det blev endog forbudt<br />
de reformerte fyrster, som deltog i rigsdagen, at lade evangeliet forkynde i deres boliger. Men<br />
Speyers indbyggere tørstede efter Guds ord, og trods forbudet flokkedes tusinder ved de<br />
gudstjenester, som blev holdt i kurfyrsten af Sachsens kapel. {MBF 160.2}<br />
Dette fremskyndede krisen. Kejseren lod kundgøre for rigsdagen, at da den resolution, der<br />
tillod samvittighedsfrihed, havde forvoldt megen uorden, forlangte han den annulleret. Dette<br />
vakte de reformerte kristnes harme og forfærdelse. En af dem sagde: „Kristus er igen faldet i<br />
Pilatus’ og Kajfas’ hænder!“ Katolikkerne optrådte stadigt voldsommere. En af dem<br />
erklærede: „Tyrkerne er bedre end lutheranerne, for de overholder fastedage, men<br />
lutheranerne overtræder dem. Skulle vi vælge mellem Den hellige Skrift og kirkens gamle<br />
vildfarelser, måtte vi forkaste den første.“ Melanchton sagde: {MBF 160.3}<br />
„Hver eneste dag kaster Faber en eller anden ny sten efter os evangeliske.“3 {MBF 160.4}<br />
117
Change language