Oprørets Rødder
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
Oprørets Rødder udspringer af den frugtbare jordbund af dyb utilfredshed, selvbestemmelse og en umættelig stræben efter frihed og magt. Med rødder i sammenstødet mellem to gamle kongeriger og udfoldet i verdens åndelige epicentre, erklærer denne bogs handling det virulente og hårdnakkede fjendskab mod sandheden, hvilket resulterer i en række af tyranni og revolutioner og udbrud af fjendtlighed og forfølgelse, der alle giver anarkiets bitre frugt. Oprørets mysterium dominerer regeringernes sæder og raser i menneskehedens hjerter. Oprørets redskaber, der blomstrer op til moden, lidenskabelig og frygtløs undergravning, konstruerer og etablerer en orden af kaos og tvang, der kræver universel eftergivenhed og samarbejde. I takt med at den effektivt oplyser om de hemmelige baggrunde for en verdensregering og hegemonisk imperialisme, bliver læseren rustet til at møde og imødegå det største bedrag gennem tiderne.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Øprorets <strong>Rødder</strong><br />
helliget5— og erstatte den med den dag, som hedningerne fejrede som „solens ærværdige<br />
dag.“ Til at begynde med skete dette ikke åbenlyst. I de første århundreder helligholdt mange<br />
kristne den sande sabbat. De værnede om Guds ære og vågede omhyggeligt over hans lovs<br />
hellighed, overbevist om Guds lovs uforanderlighed. Men Satan arbejdede med megen<br />
snedighed gennem sine redskaber for at nå sit mål. For at henlede folks opmærksomhed på<br />
søndagen udnævnte man den til en festdag til et minde om Kristi opstandelse. Der blev holdt<br />
gudstjeneste om søndagen. Man benyttede den dog også til hvile og adspredelse, samtidig<br />
med at man stadig helligholdt sabbatten. {MBF 43.4}<br />
Satan beredte vejen for de forandringer, han havde besluttet at indføre, ved at tilskynde<br />
jøderne til i tiden før Kristi komme at omgærde sabbatten med de strengeste krav, så<br />
helligholdelsen af den blev til en byrde. Nu drog han fordel af det falske lys, han havde stillet<br />
sabbatten i, og kaldte den foragteligt en jødisk skik. Mens de kristne i almindelighed fejrede<br />
søndagen som en festdag, tilskyndede han dem til at vise deres had til jødedommen ved at<br />
gøre sabbatten til en fastedag — en trist og dyster dag. {MBF 44.1}<br />
I begyndelsen af det fjerde århundrede udstedte kejser Konstantin et dekret, som gjorde<br />
søndagen til offentlig festdag i hele det romerske imperium (se noter). Solens dag blev æret<br />
både af hans hedenske undersåtter og af de kristne. Kejserens politik gik ud på at forene<br />
hedenskabets og kristendommens modstridende interesser. Kirkens biskopper tilskyndede<br />
ham til at gøre dette. Deres motiver var ærgerrighed og magtbegær — og de indså, at hvis<br />
hedninger og kristne holdt den samme helligdag, ville det lette hedningernes formelle<br />
antagelse af kristendommen, og det ville øge kirkens magt. Skønt mange gudfrygtige kristne<br />
lidt efter lidt blev tilskyndet til at indrømme søndagen en vis grad af hellighed, vedblev de at<br />
betragte den sande sabbat som Herrens helligdag og at helligholde den i overensstemmelse<br />
med det fjerde bud. {MBF 44.2}<br />
Ærkeforføreren havde ikke fuldført sit værk. Han var fast besluttet på at samle den kristne<br />
verden under sit banner og at udøve sin magt gennem den stolte pave, der udgav sig for at<br />
være Kristi repræsentant. Han nåede sit mål ved hjælp af halvt omvendte hedninger, ærgerrige<br />
prælater og verdsligt indstillede kirkefolk. Fra tid til anden blev der afholdt store kirkemøder,<br />
som blev overværet af højtstående gejstlige fra hele verden. Ved næsten hvert eneste<br />
kirkemøde blev den sabbat, som Gud havde indstiftet, skubbet lidt mere til side, mens<br />
søndagen blev ophøjet tilsvarende. Således gik det til, at denne hedenske festdag til sidst blev<br />
æret som en guddommeligt indstiftet helligdag, mens den bibelske sabbat blev betragtet som<br />
et levn fra jødedommen, og dens tilhængere erklæret for forbandede. {MBF 44.3}<br />
Det var lykkedes den store forfører at ophøje sig selv „over alt, hvad der hedder Gud og<br />
helligdom.“6Han havde vovet at ændre det eneste bud i Guds lov, som klart viser mennesket<br />
hen til den levende Gud. I det fjerde bud skildres Gud som himlens og jordens skaber. Og det<br />
er netop denne egenskab, der adskiller ham fra alle falske guder. Det var til minde om<br />
27
Change language