Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
godkendte denne konfession som en fremstilling af deres tro, og de samledes for at skrive
under på dette vigtige dokument. Det var et højtideligt og vanskeligt øjeblik. Reformatorerne
var bekymrede for, at deres sag skulle blive sammenblandet med politiske spørgsmål. De
følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse, end den der stammede fra
Guds ord. Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive konfessionen, lagde Melanchton sig
imellem og sagde: „Det passer sig bedre for præster og teologer at forelægge disse ting; lad
os gemme de mægtiges myndighed til andre sager.“ Johan af Sachsen svarede: „Gud forbyde,
at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at gøre, hvad ret er, uden at bekymre
mig om min krone. Min kurfyrstelige hat og min hermelinskåbe er mig ikke så dyrebare som
Kristi kors.“ Da han havde sagt dette, skrev han sit navn under. En anden fyrste sagde: „Hvis
min Herres, Jesu Kristi ære kræver det, er jeg rede til at give afkald på mit gods og mit liv.
Jeg vil hellere frasige mig mine undersåtter og mine lande, hellere forlade mine fædres jord
med stav i hånd end godkende nogen anden lære end den, som rummes i denne
konfession.“19En sådan tro og dristighed havde disse Guds mænd. {MBF 166.2}
Nu kom den fastsatte tid til at træde frem for kejseren. Karl V sad på tronen omgivet af
sine fyrster og gav audiens for de protestantiske reformatorer. Deres trosbekendelse blev
oplæst. I denne ærefrygtindgydende forsamling blev evangeliets sandheder klart fremsat —
og pavekirkens vildfarelser blev påvist. Med rette er denne dag blevet kaldt „reformationens
største dag og en af de herligste i kristenhedens og menneskeslægtens historie.“20 {MBF
167.1}
Kun få år tidligere stod munken fra Wittenberg alene foran rigsdagen i Worms. Nu stod i
hans sted de ædleste og mægtigste fyrster i hele riget! Det var blevet Luther forbudt at vise
sig i Augsburg, men ved sine ord og sine bønner havde han været til stede. Han skrev: „Jeg
er lykkelig over, at jeg har oplevet denne time, da Kristus offentligt er blevet ophøjet af så
højbårne bekendere og i en så berømmelig forsamling.“21Således gik Skriftens ord i
opfyldelse: „Jeg vil tale om dine formaninger til konger uden at blive til skamme.“22 {MBF
167.2}
Paulus forkyndte for Roms fyrster og fornemme mænd det evangelium, han sad fængslet
for. Og nu blev det, som kejseren havde forbudt at sige fra prædikestolen, forkyndt for konger
og fyrster af kronede hoveder. Det, der af mange var blevet anset for at være uskikket for
tjenestefolks ører, blev nu med undren påhørt af rigets øverste mænd. Tilhørerne var konger
og stormænd. Prædikanterne var kronede hoveder. „Siden apostlenes dage er der aldrig sket
en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse,“23siger en forfatter. {MBF 167.3}
„Vi kan ikke nægte, at alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandhed,“ erklærede en katolsk
biskop. „Kan I med vægtige beviser gendrive kurfyrstens og hans forbundsfællers
konfession?“ spurgte en anden den katolske doktor Eck. {MBF 167.4}
123