Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
forfølge hans børn, kunne denne tro ikke frikende dem. Det lys, som ville have frelst dem fra
bedrag og fra at vanære deres sjæle med blodskyld, havde de forsætligt vraget. {MBF 184.2}
Et højtideligt løfte om at tilintetgøre kætteriet blev aflagt i den store domkirke, hvor
„fornuftens gudinde“ næsten tre hundrede år senere skulle sættes på tronen af et folk, der
havde glemt den levende Gud. Optoget drog videre, og Frankrigs repræsentanter gik for at
begynde det, de havde svoret at gøre. „Med korte mellemrum var der rejst skafotter, hvor
visse protestantiske kristne skulle brændes levende. Risknipper blev antændt i det øjeblik
kongen kom til syne, og processionen skulle gøre holdt og overvære
henrettelsen.“28Detaljerne i de pinsler, disse Kristi vidner måtte lide, er så sindsoprivende, at
de unddrager sig omtale, men ofrene vaklede ikke. … Da en af dem blev opfordret til at
afsværge sin tro, svarede han: „Jeg tror kun på det, profeterne og apostlene engang forkyndte.
Min tro indbefatter en tillid til Gud, som kan modstå alle helvedes magter.“29 {MBF 184.3}
Gang på gang gjorde optoget holdt ved torturstederne. Da processionen nåede tilbage til
sit udgangspunkt ved det kongelige slot, spredtes mængden, og kongen og prælaterne trak sig
tilbage. De var godt tilfredse med dagens dåd og lykønskede hinanden. Det arbejde, som nu
var begyndt, skulle fortsættes, indtil kætteriet var fuldstændig udryddet. {MBF 185.1}
Det fredens evangelium, som Frankrig havde vraget, blev kun alt for snart udryddet, og
resultatet var forfærdeligt. Den 21. januar 1793, nøjagtig 250 år efter den dag, da Frankrig
forpligtede sig til at forfølge de reformerte, skred en anden procession med et helt andet formål
gennem Paris’ gader. På ny var det kongen, der spillede hovedrollen; på ny var der tumult og
skrig; på ny hørtes kravet om flere ofre; på ny var der sorte skafotter, på ny skulle dagens
optrin slutte med uhyggelige henrettelser. Ludvig XVI, der satte sig til modværge med de bare
næver mod sine vogtere og bødler, blev slæbt til blokken og holdt nede med magt, indtil øksen
faldt og skilte hovedet fra kroppen, så det rullede ned på skafottet.30Kongen var ikke det
eneste offer; i samme kvarter blev to tusind og otte hundrede mennesker guillotineret i
rædselsregimets blodige dage. {MBF 185.2}
Reformationen havde rakt verden en åben bibel, der åbenbarede Guds lovs forskrifter og
appellerede til folkets samvittighed om at adlyde dem. Gud havde i sin store kærlighed vist
menneskene himlens principper og sagt: {MBF 185.3}
„I skal følge dem omhyggeligt! Så vil andre folk få øjnene op for jeres visdom og indsigt,
for når de hører om alle disse love, vil de sige: ‘Hvor dette store folk dog er et klogt og
forstandigt folk!’ “31Da Frankrig nægtede at modtage himlens gave, såede det lovløshedens
og ødelæggelsens sæd; og det uundgåelige resultat blev revolutionen og
rædselsregimet. {MBF 185.4}
Længe før den forfølgelse begyndte, som skyldtes plakaterne, havde den modige og
nidkære Farel været nødt til at flygte fra sit land. Han søgte ly i Schweiz, hvor han arbejdede
137