Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
og være blevet udstødt af himlen har de gennem alle efterfølgende tidsaldre samarbejdet med
ham i hans krig mod den guddommelige autoritet. Skriften fortæller os om deres forbund og
ledelse, deres forskellige rang, deres intelligens og snedighed og deres onde anslag mod
menneskers fred og lykke. {MBF 413.1}
Det Gamle Testamente omtaler lejlighedsvis deres eksistens og virke; men det var, da
Kristus var her på jorden, at onde ånder viste deres magt på den mest slående måde. Kristus
var kommet for at gennemføre den plan, der var lagt for menneskenes frelse, og Satan
besluttede at hævde sin ret til at beherske verden. Det var lykkedes ham at indføre
afgudsdyrkelse i alle lande undtagen i Palæstina. Kristus kom til det eneste land, der ikke
havde givet sig helt i fristerens vold, for at lade det himmelske lys skinne på folket. Nu gjorde
to modstridende magter krav på overherredømmet. Jesus strakte sine kærlige arme ud og
indbød alle, der ville, til at få fred og tilgivelse. Mørkets magter så, at de ikke havde
ubegrænset herredømme, og de indså, at hvis Kristi mission lykkedes, ville deres herredømme
snart være til ende. Satan rasede som en løve i bur og demonstrerede trodsigt sin magt over
både menneskers sjæl og krop. {MBF 413.2}
Det fremgår tydeligt af Det Nye Testamente, at mennesker har været besat af onde ånder.
De mennesker, der var ramt således, led ikke bare af sygdomme, som havde naturlige årsager.
Kristus var helt klar over, hvad han havde med at gøre, og han genkendte de onde ånders
direkte tilstedeværelse og virke. {MBF 413.3}
Et slående eksempel på de onde ånders antal, magt og ondskab, men også på Jesu magt og
nåde, finder vi i beretningen om de besatte i gerasenernes egn. De stakkels sindssyge, der ikke
fandt sig i nogen tvang, vred sig, frådede og rasede, fyldte luften med deres skrig, gjorde vold
mod sig selv og var til fare for alle, der måtte nærme sig dem. Det frydede mørkets fyrste at
se deres skamferede legemer og forvirrede sind. En af de dæmoner, som beherskede de
besatte, erklærede: „Legion er mit navn, for vi er mange.“12I den romerske hær bestod en
legion af mellem tre og fem tusind mand. Satans hær er også inddelt i kompagnier, og det
kompagni, som disse onde ånder tilhørte, talte ikke mindre end en legion. {MBF 413.4}
På Jesu befaling forlod de onde ånder deres ofre, som nu sad ved Frelserens fødder, rolige,
forstandige og venlige. Men ånderne fik lov til at styrte en flok svin ud i søen. For beboerne i
gerasenernes egn betød dette tab mere end de velsignelser, Kristus havde skænket, og de bad
indtrængende den guddommelige læge om at forlade stedet. Dette var netop, hvad Satan havde
planlagt. Ved at give Jesus skylden for deres tab kaldte han egoisme og frygt frem i folket og
forhindrede dem i at høre Jesu ord. Satan beskylder hele tiden de kristne for at være årsag til
tab, ulykker og lidelse i stedet for at placere ansvaret, hvor det rettelig hører hjemme — hos
ham selv og hans redskaber. {MBF 414.1}
Men Kristi planer blev ikke forhindret. Han tillod de onde ånder at ødelægge svineflokken
for at irettesætte de jøder, som for vindings skyld opdrættede disse urene dyr. Hvis Jesus ikke
317