Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Kapitel 10—Reformationens fremgang i
Tyskland
Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse i hele Tyskland. Alle vegne
spurgte man efter ham. Der gik de vildeste rygter, og mange troede, at han var blevet myrdet.
Der blev sørget dybt, ikke blot af dem, der havde erklæret sig for hans venner, men af tusinder,
som ikke åbenlyst havde taget standpunkt for reformationen. Mange forpligtede sig ved en
højtidelig ed til at hævne hans død. {MBF 149.1}
Katolikkerne så med skræk, hvor meget følelserne imod dem var vokset. Skønt de til at
begynde med havde jublet over Luthers formodede død, ønskede de snart, at de kunne skjule
sig for folkets vrede. Luthers fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristige
handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i raseri
havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt, nu da han var blevet en
hjælpeløs fange. En af dem sagde: „Den eneste måde vi nu kan redde os på, er med lys og
lygte at lede efter Luther i hele verden, og give ham tilbage til det folk, der råber på
ham.“1Kejserens edikt syntes at være magtesløst. De pavelige legater var harmfulde, da de
så, at det vakte langt mindre opmærksomhed end Luthers skæbne. Meddelelsen om at han var
i sikkerhed, skønt fange, beroligede folkets frygt og vakte i endnu højere grad deres
begejstring for ham. Hans skrifter blev læst med større iver end nogen sinde før. Stadig flere
sluttede op om den modige mand, der havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds
ord. Reformationen bredte sig stadig. Den sæd, Luther havde sået, spirede frem alle vegne.
Hans fravær udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans
medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store leder var borte. Med fornyet tro og alvor
gik de fremad og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så
herligt, ikke skulle standses. {MBF 149.2}
Men Satan spildte ikke tiden. Nu forsøgte han, som han har gjort det ved enhver
reformatorisk bevægelse, at narre og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning
på i stedet for den ægte vare. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske
Messias’er, fremstod der falske profeter i det l6. århundrede. {MBF 150.1}
Nogle mænd, som var dybt betaget af røret i den religiøse verden, bildte sig ind at have
modtaget særlige åbenbaringer fra himlen og hævdede, at de have fået guddommeligt pålæg
om at fuldføre den reformation, som efter deres udsagn kun var begyndt i det små af Luther.
I virkeligheden ødelagde de det arbejde, han havde udført. De forkastede den store
grundsætning, som var selve reformationens grundvold — at Guds ord er den eneste gyldige
rettesnor for troen og dens udøvelse — og erstattede denne ufejlbarlige vejviser med deres
egne følelsers foranderlige og usikre målestok. Da den store prøvesten for falskhed og
vildfarelser var tilsidesat, var vejen åben for, at Satan kunne herske over sjælene, som han
ønskede. {MBF 150.2}
109