Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Med den slags våben er sandhedens forkæmpere blevet angrebet til alle tider. De samme
argumenter bruges stadig mod dem, som i modstrid mod de fastslåede vildfarelser vover at
komme med Guds ords tydelige lære. „Hvem er dog disse, som prædiker en ny lære?“
udbryder tilhængerne af en folkelig religion. „De er ulærde, fåtallige og hører til de lavere
klasser. Og dog hævder de at eje sandheden og at være Guds udvalgte folk. De er uvidende
og har ladet sig narre. Hvor er dog vor kirke langt overlegen i antal og indflydelse! Hvor
mange store og lærde findes der ikke iblandt os! Hvor langt større magt er der ikke på vor
side!“ Sådanne argumenter har stor indflydelse på verden, men de er ikke mere afgørende i
dag, end de var på Luthers tid. {MBF 119.4}
Reformationen endte ikke med Luther, som mange synes at mene. Den skal fortsætte til
afslutningen af denne verdens historie. Luther havde en mægtig gerning at gøre ved at
genspejle det lys, Gud havde ladet skinne for ham. Og dog modtog han ikke alt det lys, som
skulle gives verden. Siden den tid og frem til vore dage er der bestandig faldet nyt lys over
Skriften, og nye sandheder er blevet åbenbaret. {MBF 120.1}
Legatens tale gjorde dybt indtryk på rigsdagen. Der var ingen Luther til stede, som med
Guds ords tydelige, overbevisende sandheder kunne gendrive pavens forkæmper. Der blev
ikke gjort noget forsøg på at forsvare reformatoren. Der syntes at være almindelig stemning
for ikke blot at fordømme både ham og hans lære, men om muligt at rykke kætteriet op med
rode. Rom havde valgt den bedste lejlighed til at forsvare sig. Alt, hvad der kunne siges for at
retfærdiggøre Rom, var blevet sagt. Men den tilsyneladende sejr var signalet til et nederlag.
Fra nu af ville kontrasten mellem sandhed og vildfarelse vise sig endnu mere tydeligt, fordi
de måtte rykke ud i åben kamp. Fra denne dag ville Rom aldrig mere komme til at stå så
sikkert som før. {MBF 120.2}
Skønt de fleste af rigsdagens medlemmer ikke ville have tøvet med at overgive Luther til
Roms hævn, så beklagede mange af dem den herskende fordærvelse inden for kirken og
ønskede at afskaffe de misbrug, som det tyske folk led under på grund af gejstlighedens
korruption og begærlighed. Legaten havde fremstillet pavens styre i det mest gunstige lys. Nu
bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sandfærdig skildring af følgerne af
pavens tyranni. Med ædel fasthed rejste hertug Georg af Sachsen sig og opregnede med stor
nøjagtighed pavekirkens vederstyggeligheder og deres skrækkelige virkninger. Til slut sagde
han: {MBF 120.3}
„Nogle af disse misligheder råber til himlen mod Rom. Man har bidt hovedet af al skam,
og deres eneste formål er penge, penge, penge. De præster, der skulle forkynde sandheden,
kommer ikke med andet end løgne; og de bliver ikke blot tålt, men belønnet, for jo større
deres løgne er, jo større er gevinsten. Det er fra denne stinkende kilde, der flyder den slags
forgiftet vand! Udskejelser og havesyge rækker hånden til griskhed. … Ak, det er
87