Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
fordærvet. Munkenes indflydelse foranledigede mange til at gå i kloster og hengive sig til
munkelivet, og dette skete ikke blot uden forældrenes tilladelse, men også uden deres vidende
og i modstrid med deres vilje. {MBF 67.3}
En af de tidlige romerske kirkefædre gjorde stærkt gældende, at munkevæsenets krav gik
frem for de forpligtelser og den kærlighed, børnene skyldte deres forældre. Han sagde:
„Omend din far skulle ligge for din dør grædende og klagende, og din mor skulle vise den
krop, der bar dig, og de bryster, der gav dig die, se til at du tramper dem ned under fod og går
fremad, lige til Kristus.“ Med denne „afskyelige umenneskelighed,“ som Luther senere kaldte
den, „der bar mere præg af ulven og tyrannen end af en kristen og af et menneske,“ sattes
børnenes hjerter op mod deres forældre.1På denne måde satte pavens repræsentanter Guds
bud ud af kraft med deres traditioner, ligesom i sin tid farisæerne. Børnene forlod hjemmet,
og forældrene blev berøvet samværet med deres sønner og døtre. {MBF 68.1}
Selv studenter ved universiteterne lod sig føre bag lyset af munkenes bedrag og sluttede
sig til deres ordener. Mange fortrød dette skridt, når det gik op for dem, at de havde ødelagt
livet for sig selv og bragt deres forældre sorg; men når de først sad i fælden, var det umuligt
for dem at få deres frihed tilbage. Mange forældre ville ikke sende deres sønner til
universiteterne, fordi de var bange for munkene. Derfor faldt tilgangen af studerende ved de
store uddannelsescentre, og uvidenheden bredte sig. {MBF 68.2}
Paven havde bemyndiget munkene til at tage folk til skrifte og give syndsforladelse, og det
kom der meget ondt ud af. Munkene ville tjene så meget som muligt og var derfor så ivrige
efter at give syndsforladelse, at de blev opsøgt af alle slags forbrydere. Dette resulterede i, at
de værste laster bredte sig. De syge og fattige fik lov til at lide, og munkene fik de gaver, som
burde have været brugt til at hjælpe de nødstedte. Under trusler afkrævede munkene folket
almisser og fordømte dem som ugudelige, hvis de ikke ville skænke munkeordenerne deres
penge. Skønt munkene foregav at være fattige, voksede deres rigdom stadig og deres prægtige
bygninger og overdådige liv stod i stadig skarpere kontrast til landets fattigdom. Og mens
tiggermunkene selv tilbragte tiden med luksus og fornøjelser, udsendte de uvidende mænd i
deres sted, som kun kunne fortælle eventyrlige historier, legender og morsomheder for at
underholde folket, som blev ført mere og mere bag lyset af munkene. {MBF 68.3}
Ikke desto mindre fortsatte munkene med at opretholde deres magt over de overtroiske
masser og fik dem til at tro, at hele deres religiøse pligt bestod i at anerkende pavens
overhøjhed, tilbede helgenerne og give munkene gaver — og at dette var tilstrækkeligt til at
sikre dem en plads i himlen. {MBF 69.1}
Lærde og fromme mænd havde forgæves søgt at reformere disse munkeordener, men
Wicliff så klart på tingene og bekæmpede ondets rod, idet han erklærede, at selve systemet
var forkert og burde afskaffes. Nu blev problemet sat under debat. Når munkene rejste gennem
landet og solgte pavens afladsbreve, begyndte folk at spørge, om det nu også var muligt at
46