Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
stillet for de dommere, der har fuldmagt til at tage sig af din sag. Jeg skal lyse dig i band, dig
og alle dine tilhængere og enhver, der på noget tidspunkt yder dig støtte, og kaste dem ud af
kirken.“ Til slut erklærede han i en hovmodig og truende tone: „Tilbagekald, eller vis dig ikke
igen!“24 {MBF 109.3}
Luther trak sig straks tilbage sammen med sine venner — fra ham skulle man ikke vente
nogen tilbagekaldelse! Kardinalen havde smigret sig med, at han ved sin voldsomme
fremfærd kunne skræmme Luther til underkastelse. Nu stod han tilbage med sine egne
tilhængere, dybt krænket over sin uventede fiasko. {MBF 109.4}
Luthers anstrengelser ved denne lejlighed havde givet den store forsamling anledning til at
sammenligne de to mænd og dømme om den ånd, som boede i dem, og om deres
standpunkters styrke og sandfærdighed. Hvilken kontrast var der ikke imellem dem! Luther,
ligefrem, beskeden, men sikker, trådte frem i Guds kraft, fordi han havde sandheden på sin
side. Pavens repræsentant, hovmodig, dominerende og urimelig, havde ikke et eneste
argument fra Skriften, men alligevel råbte han lidenskabeligt: „Tilbagekald, eller jeg sender
dig til Rom til afstraffelse.“ {MBF 109.5}
Skønt der var lovet Luther frit lejde, pønsede katolikkerne på at gribe og fængsle ham.
Hans venner foreholdt ham, at det var nytteløst for ham at forlænge sit ophold, han burde
vende tilbage til Wittenberg omgående og udvise den yderste omhu med at skjule dette. Derfor
forlod han Augsburg før daggry, kun ledsaget af en fører, som fredsdommeren havde skaffet
ham. Med bange anelser begav han sig hemmeligt gennem de mørke og stille gader.
Vagtsomme og grusomme fjender ønskede at dræbe ham. Med ængstelse og inderlig bøn
nåede han ud ad en lille låge i bymuren og undslap sammen med sin fører. I sikkerhed uden
for byen skyndte de sig af sted på deres flugt. Og før legaten fik nys om Luthers afrejse, var
han uden for sine forfølgeres rækkevidde. Satan og hans udsendinge havde tabt slaget. Den
mand, de mente at have i deres magt, var undsluppet som en fugl af fuglefængerens
snare. {MBF 109.6}
Da legaten hørte om flugten, blev han overvældet af forbavselse og raseri. Han havde
regnet med at blive rost og æret for den klogskab og fasthed, hvormed han havde optrådt over
for denne kirkens fredforstyrrer; men hans håb var blevet skuffet. Han skrev et harmdirrende
brev til kurfyrst Frederik af Sachsen, hvori han bittert anklagede Luther og forlangte, at
fyrsten skulle sende ham til Rom eller forvise ham fra Sachsen. {MBF 110.1}
Luther hævdede, at legaten eller paven ud fra Bibelen måtte påvise hans vildfarelser — og
han lovede højtideligt at frafalde sine læresætninger, hvis de kunne bevise, at de var i modstrid
med Skriften. Han gav også udtryk for sin taknemmelighed mod Gud, fordi han var agtet
værdig til at lide for så hellig en sag. {MBF 110.2}
79