Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
skaberværket, at den syvende dag blev helliget som en hviledag for mennesket. Det var
meningen, at den for altid skulle minde mennesket om, at Gud er kilden til livet og den, der
skal æres og tilbedes. Satan stræber altid efter at få mennesker til at undlade at være tro imod
Gud og fra at adlyde hans lov. Og derfor retter han især sine angreb imod det bud, som peger
på Gud som Skaberen. {MBF 45.1}
Nu hævder protestanterne, at søndagen er blevet gjort til hviledag, fordi den er Kristi
opstandelsesdag. Men Skriften taler ikke om noget sådant. Hverken Jesus eller hans apostle
tillagde søndagen en sådan ære. Helligholdelsen af søndagen som en kristen indstiftelse har
sin oprindelse i „lovløshedens hemmelighed,“7som allerede var i virksomhed på Paulus’ tid.
Hvor og hvornår tog Herren dette barn af pavedømmet til sig? Hvilken gyldig grund gives for
en ændring, som Skriften ikke sanktionerer? {MBF 45.2}
I det sjette århundrede var pavedømmet fast etableret. Rom blev dets hovedsæde, og Roms
biskop blev erklæret for hele kirkens overhoved. Hedenskabet havde veget pladsen for
pavedømmet. Dragen havde givet dyret „sin magt og sin trone og stor styrke.“8Nu begyndte
den pavelige undertrykkelse på 1.260 år, som var forudsagt i profetierne i Daniels Bog og
Åbenbaringen9(se noter). De kristne blev tvunget til at vælge, om de ville opgive deres
troskab mod Guds ord og gå ind på de pavelige ceremonier eller blive fængslet, pint til døde,
brændt på bålet eller falde for bøddelens økse. Nu gik Jesu ord i opfyldelse: „I vil blive
udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til
døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn.“10 {MBF 45.3}
De trofaste blev udsat for forfølgelser værre end nogen sinde. Hele verden blev en eneste
stor slagmark. I flere hundrede år søgte trofaste kristne tilflugt på øde steder. Herom siger
profeten: „Kvinden flygtede ud i ørkenen; der har hun et sted, som Gud har gjort rede til
hende, for at hun kan få sin føde i tolv hundrede og tres dage.“11 {MBF 45.4}
Romerkirkens overtagelse af magten markerede begyndelsen af den mørke middelalder.
Mørket blev tættere, efterhånden som kirkens magt voksede. {MBF 45.5}
Troen blev overført fra sin sande grundvold, Kristus, til paven i Rom. I stedet for at stole på,
at Guds søn ville skænke syndsforladelse og evigt liv, så folk hen til paven og dem, han gav
myndighed. De blev oplært til at tro, at paven var deres jordiske mellemmand, og at ingen
kunne komme til Gud uden først at henvende sig til paven. Man lærte dem også, at paven var
Guds repræsentant og derfor skulle adlydes ubetinget. Hvis nogen undlod at rette sig efter
ham, blev de straffet hårdt. Således blev menneskers tanker ledet fra Gud til fejlende,
grusomme mennesker, ja, til selve mørkets fyrste, som udøvede sin magt igennem dem.
Synden var skjult i en forklædning af hellighed. Når Skriften forbydes, og mennesket anser
sig selv for at være øverste myndighed, kan man ikke vente andet end svig, bedrag og synd.
Da menneskelige love og traditioner blev sat i højsædet, opstod de fordærvede tilstande, der
altid er en følge af at tilsidesætte Guds lov. {MBF 46.1}
28