Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
men havde bragt sig selv i fare. Han flygtede, men blev på hjemvejen arresteret af nogle
soldater og ført tilbage i lænker. {MBF 88.4}
Da han første gang blev ført frem for kirkemødet, blev hans forsøg på at besvare de
anklager, som blev rettet imod ham, besvaret med råbet: „På bålet med ham!“19Han blev
kastet i et fangehul, hvor han blev lænket på en meget pinefuld måde og kun fik brød og vand.
Efter nogle måneders ophold her pådrog han sig en sygdom, som var lige ved at tage livet af
ham. Hans fjender, der blev bange for, at han skulle dø for dem, behandlede ham nu med
mindre strenghed, men lod ham blive i fængslet i mere end et år. {MBF 89.1}
Katolikkerne havde ikke opnået det, de ønskede, ved Huss’ død. Det havde vakt en storm
af harme, at hans lejde ikke blev respekteret. Derfor gik kirkemødet nu mere forsigtigt til
værks. Man besluttede om muligt at tvinge Hieronymus til at tilbagekalde i stedet for at
brænde ham. Han blev ført frem for forsamlingen og fik valget mellem at tilbagekalde eller
dø på bålet. I begyndelsen af hans fængsling ville døden have været langt at foretrække for de
frygtelige lidelser, han kom til at gennemgå. Men nu var han svækket af sygdom og plaget af
ængstelse og uvished; han var skilt fra sine venner og nedbøjet af sorg over Huss’ død. Hans
sjælsstyrke svigtede, og han indvilgede i at bøje sig. Han lovede at holde fast ved den katolske
tro og godkendte kirkemødets fordømmelse af Wicliffs og Huss’ lære med undtagelse af de
„hellige sandheder,“20som de havde forkyndt. {MBF 89.2}
Således søgte Hieronymus at døve samvittighedens stemme og undgå sin skæbne. Men da
han kom tilbage til sin ensomme celle, blev han klar over, hvad han havde gjort. Han
sammenlignede Huss’ mod og troskab med sin egen fornægtelse af sandheden. Han tænkte
på den guddommelige Mester, han havde lovet at tjene, som for hans skyld led døden på
korset. Før sin tilbagekaldelse havde han fundet trøst i forvisningen om Guds velvilje; men
nu pintes hans sjæl af samvittighedsnag og tvivl. Og han vidste, at han skulle tilbagekalde
endnu mere, før han fik fred med Rom. Den vej, han var ved at slå ind på, kunne kun ende
med fuldstændigt frafald. Så traf han sin beslutning. Han ville ikke fornægte sin Herre for at
undgå en kort tids lidelse. Snart blev han atter fremstillet for kirkemødet. Dommerne havde
ikke fundet hans tilbagekaldelse tilfredsstillende. De var blevet mere blodtørstige efter Huss’
død og krævede nye ofre. Kun ved at give uforbeholdent afkald på sandheden kunne
Hieronymus redde livet. Men han havde besluttet at holde fast ved sin tro og følge Huss på
bålet. {MBF 89.3}
Han frafaldt sin tidligere tilbagekaldelse og bad højtideligt om at få lov til at forsvare sig,
inden han døde. Prælaterne frygtede for den virkning, hans ord kunne få, og krævede, at han
blot skulle bekræfte eller benægte rigtigheden af de beskyldninger, som var blevet rettet imod
ham. Hieronymus protesterede imod denne grusomme og uretfærdige behandling. „I har holdt
mig indespærret i et rædselsfuldt fængsel i tre hundrede og fyrre dage omgivet af snavs og
uhumskheder. Jeg har lidt mangel på det mest nødvendige. Og nu kalder I mig frem for jer og
63