Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Skønt menneskers begrænsede forstand ikke magter at trænge ind i den evige Guds råd
eller fuldt ud at fatte, hvordan hans planer skal bringes til udførelse, er det ofte på grund af en
vildfarelse eller forsømmelse fra deres egen side, at de kun svagt fatter de himmelske
budskaber. Ikke sjældent er menneskers, ja selv Guds tjeneres tanker så forblindede af
menneskelige meninger, traditioner og falsk lære, at de kun delvis er i stand til at fatte de store
ting, han åbenbarer i sit ord. Dette var også tilfældet med Jesu disciple — selv da han
personlig var hos dem. Deres sind var gennemsyret af den almindelige opfattelse af Messias
som en verdslig fyrste, der skulle ophøje Israel til hersker over alle verdens riger — og de
fattede ikke meningen i hans forudsigelse om sin lidelse og død. {MBF 276.4}
Jesus havde selv udsendt dem med dette budskab: „Tiden er inde, Guds rige er kommet
nær; omvend jer og tro på evangeliet!“3Dette budskab var baseret på profetien i Daniels Bog
9. Englen havde forkyndt, at de 69 uger skulle vare, indtil „en salvet fyrste“ kom, og med lyse
forhåbninger og glade forventninger så disciplene hen til oprettelsen af Messias’ rige i
Jerusalem, hvorfra det skulle herske over hele jorden. {MBF 277.1}
De forkyndte det budskab, Kristus havde betroet dem, skønt de selv misforstod dets
mening. Skønt deres forkyndelse byggede på Dan 9,25, lagde de ikke mærke til, at der i næste
vers i samme kapitel står, at Messias skulle bortrives. Lige fra de blev født, havde de set frem
til et jordisk riges forventede herlighed, og det gjorde dem blinde for profetiens enkeltheder
og Kristi ord. {MBF 277.2}
De udførte deres pligt ved at bringe det jødiske folk tilbudet om nåde, men netop da de
ventede at se deres Herre sætte sig på Davids trone, blev han grebet som en forbryder, pisket,
hånet, dømt og korsfæstet. Hvilken fortvivlelse og angst pinte ikke disciplenes hjerter hele
den dag, da deres Herre hvilede i graven! {MBF 277.3}
Kristus var kommet på nøjagtig den tid og den måde, som var forudsagt i profetien.
Skriftens vidnesbyrd var i hans gerning blevet opfyldt i enhver henseende. Han havde
prædiket frelsens budskab, og „han talte med myndighed.“ Hans tilhørere havde følt i deres
hjerte, at det kom fra himlen. Ordet og Guds ånd bekræftede Sønnens guddommelige
gerning. {MBF 277.4}
Disciplene klyngede sig med ubrydelig kærlighed til deres elskede Mester. Og alligevel
var deres bevidsthed sløret af usikkerhed og tvivl. I deres smerte huskede de ikke Kristi ord
om sin lidelse og død. Hvis Jesus af Nazaret havde været den sande Messias, ville de da være
blevet kastet ud i en sådan sorg og skuffelse? Dette spørgsmål pinte dem, mens Frelseren lå i
sin grav i de håbløse timer på den sabbat, der lå imellem hans død og opstandelse! {MBF
277.5}
Skønt sorgens mørke hvilede tæt over Jesu disciple, var de ikke forladt. Profeten siger:
„Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys. … Han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans
211