Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
grænse, blev han rædselsslagen ved meddelelsen om, at Esau var på vej mod ham i spidsen
for en skare krigere — uden tvivl for at hævne sig. Jakobs ubevæbnede og forsvarsløse følge
så ud til at skulle blive hjælpeløse ofre for vold og drab. Oven på byrden af angst og frygt lå
den knusende vægt af selvbebrejdelse — det var jo hans egen synd, der havde bragt ham i
denne fare. Hans eneste håb var Guds nåde; hans eneste forsvar måtte være bøn. Men han
lader intet ugjort for at sone uretten mod sin bror og afværge den truende fare. På samme
måde bør Kristi efterfølgere, når de nærmer sig trængselstiden, gøre alt for at stå i det rette
lys over for folket og for at afvæbne fordom og undgå den fare, der truer trosfriheden. {MBF
497.4}
Efter at have sendt sin familie bort for at de ikke skal være vidne til hans kval, bliver Jakob
alene tilbage for at bede til Gud. Han bekender sine synder, takker for al den nåde, Gud har
vist ham, og med dyb ydmyghed henviser han til den pagt, Gud har sluttet med hans fædre,
og til de løfter, Gud har givet ham i et natligt syn i Betel og i det land, hvor han har levet i
landflygtighed. Hans livs krise er kommet — alt står på spil. I mørket og ensomheden
fortsætter han med at bede og ydmyge sig for Herren. Pludselig mærker han en hånd på sin
skulder. Han tror, at det er en fjende, der stræber ham efter livet, og med fortvivlelsens mod
brydes han med sin modstander. Ved daggry bruger den fremmede sin overmenneskelige
styrke; herefter synes den ellers stærke Jakob at være lammet og falder hjælpeløs og grædende
sin mystiske modstander om halsen. Nu ved Jakob, at det er Pagtens Engel, han har kæmpet
med. Skønt han er blevet invalideret og har store smerter, holder han fast ved sit forsæt. Han
har længe været rådløs, angergiven og bedrøvet på grund af sin synd. Nu må han have vished
for, at den er tilgivet. Den guddommelige gæst lader til at ville forlade ham, men Jakob
klynger sig til ham og trygler om hans velsignelse. Englen indvender: „Slip mig! det er ved
at blive lyst!“ men patriarken svarer: „Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!“ Hvilken
tro, hvilken fasthed og udholdenhed viser han ikke! Havde det været et overmodigt eller
formasteligt krav, ville Jakob straks være blevet dræbt — men han havde en sikkerhed, som
kun den har, der tilstår sin svaghed og uværdighed, men alligevel stoler på den barmhjertige
og trofaste Gud. {MBF 498.1}
„Han kæmpede med englen og sejrede.“6Ved ydmygelse, anger og selvovergivelse
overvandt dette fejlende, syndige og vildfarne menneske himlens Majestæt. Med skælvende
hænder greb han fat i Guds løfter, og Gud kunne i sin grænseløse kærlighed ikke afvise
synderens bøn. Som et tegn på hans sejr, og som en opmuntring til andre om at følge hans
eksempel, blev hans navn ændret, fra ét, der mindede om hans synd, til ét, der vidnede om
hans sejr. At Jakob havde sejret hos Gud, gav ham en forvisning om, at han ville sejre hos
mennesker. Nu frygtede han ikke længere for at møde sin brors vrede, for Herren var hans
forsvarer. {MBF 498.2}
Satan havde anklaget Jakob over for Guds engle og krævet ret til at tilintetgøre ham på
grund af hans synd. Han havde fået Esau til at drage ud imod ham; og i den lange nat, da
380