Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
Og nu vises for den vaklende skare de sidste scener — man ser ham tålmodigt bære sine
lidelser, idet han slæber sig til Golgata. Man ser himlens fyrste hængende på korset, de
hoverende præster og den spottende pøbel, der gjorde nar af hans dødskamp, det overnaturlige
mørke, den skælvende jord, de spaltede klipper, gravene der åbner sig og markerer det øjeblik,
da verdens forløser gav sit liv. {MBF 539.1}
De frygtelige begivenheder viser sig, netop som de var. Satan, hans engle og undersåtter
har ikke styrke til at vende sig bort fra dette billede af deres egne gerninger. Hver eneste
mindes den rolle, han selv spillede. Herodes, der dræbte Betlehems uskyldige børn for at
tilintetgøre Israels konge. Den fordærvede Herodias, hvis syndige sjæl er tynget af Johannes
Døbers blod. Den svage, holdningsløse Pilatus. De spottende soldater. Præsterne og
rådsherrerne og den rasende pøbel, der råbte: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“
— alle ser, hvor umådelig stor deres skyld er. Forgæves søger de at skjule sig for hans åsyns
guddommelige majestæt, der stråler klarere end solen, mens de frelste lægger deres kroner
ned for Frelserens fødder og råber: „Han døde for mig!“ {MBF 539.2}
I den løskøbte skare står Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den
elskede og kærlige Johannes, og deres trofaste brødre, og med dem den store skare af martyrer.
Uden for byens mure, midt i alt det onde og afskyelige står alle de, der forfulgte dem, kastede
dem i fængsel og dræbte dem. Der er den grusomme, lastefulde Nero, der nu ser glæden og
ophøjelsen hos dem, som han engang pinte, og i hvis yderste kvaler han fandt en satanisk fryd.
Neros mor er der, så hun kan se resultatet af sine egne gerninger, se, hvordan de onde
karaktertræk, der gik i arv til hendes søn, og de lidenskaber, hun opmuntrede gennem sit eget
eksempel, bar frugt i forbrydelser, der fik verden til at gyse. {MBF 539.3}
Der er pavelige præster og prælater, som hævdede at være udsendt af Kristus, men som
brugte pinebænk, fængsel og marterpæl for at herske over menneskers samvittighed. Der er
de stolte paver, der ophøjede sig over Gud og vovede at ændre den Almægtiges lov. Disse
mænd, der foregav af være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud, som de gerne
ville være fritaget for. For sent indser de, at den Almægtige værner om sin lov, og at han på
ingen måde vil frikende de skyldige. Nu forstår de, at Kristus gør sig til ét med sit lidende
folk, og de føler vægten af hans ord: „Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste
brødre, det har I gjort mod mig.“5 {MBF 539.4}
Hele den onde verden står opstillet ved Guds domstol, beskyldt for højforræderi mod hans
styre. De har ingen, der kan tale deres sag, de har ingen undskyldning, og den evige dødsdom
afsiges over dem. {MBF 540.1}
Nu står det klart for alle, at syndens løn ikke er ædel uafhængighed og evigt liv, men
slaveri, undergang og død. De gudløse indser, hvad de er gået glip af ved deres oprørske liv.
De lod hånt om herlighedens langt større og evige betydning, da de fik den tilbudt, men hvor
attråværdig forekommer den ikke nu! „Alt dette kunne jeg have haft,“ råber den fortabte sjæl,
411