Oprørets Rødder

Øprorets Rødder
mere have fået Tausens røst at høre. Men i stedet for at spærre ham inde i et underjordisk
fangehul udviste de ham af klosteret. Nu var de magtesløse. En netop udstedt kongelig
forordning beskyttede forkyndere af den nye lære. {MBF 195.1}
Tausen begyndte at prædike. Kirkerne åbnedes for ham, og folk stimlede sammen for at
høre ham. {MBF 195.2}
Også andre forkyndte Guds ord. Det Nye Testamente blev oversat til dansk og fik stor
udbredelse. Papisternes bestræbelser for at sætte en stopper for arbejdet bevirkede kun, at det
fik større udbredelse, og det varede ikke længe, inden Danmark antog den lutherske
lære. {MBF 195.3}
I Sverige var det også unge mænd, der havde drukket af Wittenbergs brønd, som bragte
livets vand til deres landsmænd. To af den svenske reformations førende skikkelser, Olaus og
Laurentius Petri, der var sønner af en grovsmed i Örebro, studerede under Luther og
Melanchthon, og de forkyndte flittigt de sandheder, de havde lært. På samme måde som den
store reformator vakte Olaus folket ved sin nidkærhed og veltalenhed, mens Laurentius
ligesom Melanchthon var den lærde, tænksomme og stilfærdige. De var begge besjælet af en
glødende fromhed, højt begavede teologer, der forkyndte sandheden med urokkeligt mod. Der
manglede ikke modstand fra papisternes side. De katolske præster ophidsede det uvidende og
overtroiske folk. Olaus Petri blev ofte angrebet af pøbelen, og ved flere lejligheder slap han
kun med nød og næppe fra det med livet i behold. Men reformatorerne nød kongens gunst og
beskyttelse. {MBF 195.4}
Under romerkirkens styre var befolkningen sunket ned i fattigdom og underkuelse. De var
blottet for kendskab til skriften og havde en religion, der kun bestod af tegn og ceremonier,
som ikke på nogen måde oplyste dem. De tog derfor deres tilflugt til deres hedenske forfædres
overtroiske anskuelser og skikke. Folket var delt i stridende grupper, hvis stadige kampe kun
bragte lidelser og ulykker over alle. Kongen besluttede, at såvel stat som kirke skulle
reformeres, og han tog med glæde imod disse dygtige hjælpere i kampen mod Rom. {MBF
195.5}
I overværelse af kongen og Sveriges førende skikkelser forsvarede Olaus Petri med stor
dygtighed den lutherske tros læresætninger mod romerkirkens forkæmpere. Han erklærede,
at fædrenes lære kun kunne godtages, når den var i overensstemmelse med den hellige skrift;
at de afgørende trossætninger kunne læses i Bibelen på en klar og tydelig måde, så alle kunne
forstå dem. Kristus sagde: „Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.“7 {MBF
196.1}
Og Paulus erklærede, at han ville være forbandet, hvis han forkyndte evangeliet i strid med
det, han havde modtaget.8„Hvordan,“ sagde reformatoren, „kan så andre formaste sig til at
indføre trossætninger efter behag og pålægge folket dem som noget, der er nødvendigt for at
145